Hormonforstyrrende stoffer skal ud af vores hverdag, mener SF. Partiet foreslår derfor en ny mærkningsordning - og på sigt et totalt forbud.

Cremer, vi smører på kroppen. Fødevarer, vi putter i munden. Vaskepulver, vi propper i tøjet. Det er bare nogle eksempler på produkter med hormonforstyrrende stoffer, vi udsættes for i hverdagen.

Står det til SF, skal det være lettere at undgå de farlige kemikalier. Derfor lancerer partiets formand, Pia Olsen Dyhr (SF), i weekenden et politisk udspil, som skal bekæmpe de hormonforstyrrende stoffer i dagligdagen med en ny mærkningsordning.

»Vi vil gerne have, at der kommer mindre hormonkemi i vores hverdag. Der er blandt andet hormonforstyrrende stoffer i vores tandpasta, i vores tyggegummi, i vores hårspray, og det betyder, at vi får sværere ved at få børn. Det er helt uacceptabelt, og det vil vi gerne have gjort noget ved. Derfor foreslår vi først en mærkningsordning,« siger Pia Olsen Dyhr.

Mærkningsordningen skal træde i kraft 1. januar 2016, men på sigt ønsker partiet et totalt forbud mod hormonforstyrrende stoffer i Danmark senest i 2020, forklarer SF-formanden.

»Det skal selvfølgelig ske igennem EU, og det tager lidt længere tid. Derfor siger vi 2020, men vi må bare erkende, at de hormonforstyrrende stoffer, der er i vores forbrugerprodukter, gør, at vi danskere ligger i toppen i verden i forhold til dårlig fertilitet. Hvert tiende barn bliver nu lavet ved kunstig befrugtning, og hvis vi skal gøre noget ved det, kræver det altså, at vi får færre hormonforstyrrende stoffer i vores hverdag.«

Mærkningsordningen skal gøre det nemmere for forbrugerne at gennemskue, hvad produkterne indeholder, indtil et egentligt forbud kan gennemføres. For at kunne udpege de skadelige hormonforstyrrende stoffer, kræver det mere viden.

Som et led i udspillet vil SF derfor arbejde på at få afsat 50 millioner kroner på finansloven over de næste tre år til at styrke forskningen. Ifølge Politikens oplysninger skal det ske på Rigshospitalets Afdeling for Vækst og Reproduktion og Det Internationale Center for Forskning i Hormonforstyrrelser.

»Vi ved alt for lidt, og det har alt for store konsekvenser for vores sundhed,« fastslår Pia Olsen Dyhr.