SF lancerer en række forslag, der skal gøre det sværere for indbrudstyve at komme ind i husene og af med tyvekosterne.

SF vil have danskerne til at pensle dyre ting med DNA-væske, så politiet lettere kan spore stjålne genstande tilbage til deres ejermænd, skriver Jyllands-Posten.

Det er et af flere forslag som SF kommer med midt i den sommerlige højsæson for indbrud for at færre danskere skal opleve at komme hjem til et smadret vindue og et gennemrodet hus.

»Et af politiets store problemer er, at de må lade en gerningsmand gå, hvis de ikke kan bevise, at det er stjålet i Aalborg eller Sønderborg. Kan man udbrede det her, så vil det gøre det noget sværere. Men det kræver, at politiet får lavet et register, så man kan finde frem til folk,« siger partiets retsordfører Karina Dehnhardt (SF), der også er formand for Folketingets Retsudvalg.

DNA-væske, som er et syntetisk produkt, indeholder en unik kode, der podes på for eksempel en telefon eller smykker og er umiddelbart usynlig for det blotte øje. Når genstanden så udsættes for et specielt lys, bliver væsken synlig, og tyvekosterne kan spores tilbage deres retmæssige ejere.

SF vil have politiet til at oprette et nationalt register og søsætte en oplysningskampagne om det nye sporingsprodukt, der koster omkring 700 kroner.

Karina Lorenzen mener, at det er tilpas billigt til, at borgerne selv kan anskaffe det.

»Man skal lave kampagner for at få udbredt kendskabet, og så skal politiet bakkes op - dels med et register, dels ved at få det nødvendige udstyr, så de kan se, om genstanden er stjålet, siger hun.

Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen (S) undrer sig over forslaget fra SF.

»Jeg synes, det er lidt overraskende, at SF ligefrem udpeger og lægger sig fast på en kommerciel løsning, for der er mange ordninger: chips, der kan spores, brændemærkninger og andre kode-løsninger. Jeg mener ikke, at det er statens opgave at fremme en bestemt type tyveriløsning,« siger hun til Jyllands-Posten.