Et mindretal af udlændinge anerkender ikke danske værdier, vurderer SFs integrationsordfører. Det vækker bekymring og skal tages alvorligt, lyder meldingen.

I SF forstår man godt danskernes bekymring, når det kommer til anerkendelse af de danske værdier blandt indvandrere. En ny meningsmåling viser ifølge Jyllands-Posten, at halvdelen af danskerne ser det som den største udfordring ved indvandringen i Danmark.

Integrationsordfører Karina Lorentzen (SF) forstår danskerne, fordi det vækker bekymring - også hos hende - at den islamiske organisation Hizb ut-Tahrir for eksempel opfordrer til, at muslimer ikke skal stemme til valg, og at et flertal sætter sig i en bestyrelse og udmanøvrerer et mindretal, som det er sket i fodboldklubben i Brøndby.

»Desværre er det en lille gruppe udlændinge, som ikke accepterer de danske værdier og det danske demokrati. De får i høj grad lov til at sætte dagsordenen for det store flertal, som sender deres børn i skole, som selv går på arbejde, og som engagerer sig i demokratiet,« siger Karina Lorentzen.

»Det er super ærgerligt, at sådan en lille gruppe kommer til at overskygge det store flertal, som gør, hvad de skal,« tilføjer hun.

Står det til SF-ordføreren skal man reagere bredt. Hun mener, at problemer skal forebygges allerede fra folkeskolen med den nye reform, fordi mange indvandrerdrenge ifølge ordføreren klarer sig dårligt.

Derudover skal der sættes ind mod stærk social kontrol i danske indvandrerhjem, så unge indvandrere kan bestemme over deres eget liv, så de frit kan vælge partner og uddannelse uden at føle det pres, som ifølge ordføreren hviler på dem.

»Det kan rigtig, rigtig mange også i de her miljøer, men der er nogle tendenser, som vi er nødt til at tage alvorligt,« siger Karina Lorentzen og uddyber, at de unges problemer skal imødegås med krisecentre, som kan tage sig af de værste tilfælde og andre sociale foranstaltninger, som skal oplyse unge om deres rettigheder og pligter, der hører med til at være dansker.