Hun er blevet betegnet som outsideren - det ukendte folketingsmedlem, der overraskende er kommet med i kampen om at blive SFs kommende formand.
Og noget kunne tyde på, at SFs presseafdeling heller ikke staver formandskandidaten Annette Vilhelmsens navn så ofte.
I hvert fald er Annette Vilhelmsen konsekvent blevet til Anette Vilhelmsen både på SFs hjemmeside og i det materiale, pressetjenesten sendte ud tidligere fredag, da de to formandskandidater officielt blev annonceret.
I SFs pressetjeneste beklager man fejlen.
Pressechef Tasja Parize kan ikke forklare, hvordan det er sket, men understreger, at man ikke skal lægge noget i det.
- Det er der jo ikke nogen grund til at lave nogle større spekulationer i. Altså, man kan jo stave Annette på flere måder, så det tror jeg bare er en fejl. Vi skal nok sørge for, at det bliver ændret, siger hun.
Spørgsmål: Når hun af mange bliver betragtet som outsideren, skal man så lægge noget i, at pressetjenesten ikke kan stave hendes navn?
- Nej, det skal man ikke lægge noget i. Absolut ikke. Det er en fejl, griner Tasja Parize.
Fredag var sidste frist for at melde sig som kandidat til formandsposten i SF. Ikke overraskende er det SFs erhvervsordfører, Annette Vilhelmsen, og sundhedsminister Astrid Krag, der i den kommende tid skal kæmpe om den magtfulde post som SFs formand.
De to formandskandidater har hver især skulle finde 100 stillere, som i dag er blevet offentliggjort. Astrid Krag bliver betegnet som ledelsens kandidat, og flere ministre er da også at finde på Krags stillerliste.
For god ordens skyld skal det nævnes, at fejlen, allerede inden dette telegram er skrevet færdigt, er blevet rettet på SFs hjemmeside.



