Selv om børneområdet er en mærkesag for SF, har partiet lagt stemmer til børnebesparelser i 32 af landets 98 kommuner.

SF går ind for at styrke daginstitutionerne, som set med partiets øjne bør have flere pædagoger til at tage sig af børnene.

Men virkeligheden er tilsyneladende en anden, når partiprogrammet skal omsættes til konkret politik ude i kommunerne.

Partiet har ifølge Politiken lagt stemmer til besparelser på børneområdet i næsten hver tredje kommune.

I Kolding Kommune har man i år skåret 12 procent af børnebudgettet i forhold til sidste år. Det skyldes dog delvist, at en specialbørnehave er flyttet til en anden budgetpost, skriver Politiken.

Og i Københavns Kommune har SF nikket ja til, at udgifterne til pasning af børn mellem 0 og 10 år er skåret 1,1 procent i budgettet for 2015.

Forældrenes Landsorganisation, FOLA, mener, at SF taler med to tunger.

»Det står i kontrast, når SFere på Borgen taler meget varmt for noget og kører kampagne for det, mens der foregår noget helt andet ude i kommunerne,« siger foreningens formand, Dorthe Boe Danbjørg, til Politiken.

I et svar til Politiken skriver SF-formand Pia Olsen Dyhr (SF), at det er »svære tider« i kommunerne, men at SFere har »påtaget sig et medansvar for at få pengene til at stemme«.