Forslaget om at lukke de danske grænser om 30 dage er useriøst, lyder det fra europaordfører i SF, Holger K. Nielsen. Det er en form for selvtægt, SF ikke kan støtte, slår han fast.

Det er useriøs provokation, hvis Danmark om 30 dage lukker grænserne midlertidigt, som Kåre Traberg Smidt, menneskerettighedsadvokat og folketingskandidat for Venstre, foreslår i en kronik i mandagens Berlingske. Det mener europaordfører for SF, Holger K. Nielsen (SF).

Kåre Traberg Smidt mener, at Danmark skal slå grænsebommene ned, fordi det vil presse EU til at finde en løsning på flygtningekrisen. Men SF kan absolut ikke støtte den form for selvtægt, lyder det fra Holger K. Nielsen.

»Og jeg tvivler også meget på, at Venstre-regeringen kan støtte forslaget. Vi bliver nødt til at følge de regler, som vi selv har været med til at skrive under på i EU. Det går jo fuldstændig galt, hvis alle lande begynder at lave deres egen selvtægtsforanstaltninger,« siger han.

Kåre Traberg Smidt skriver i kronikken, at kun turister, EU-borgere, arbejdende og andre med en gyldig opholdstilladelse skal kunne komme ind i Danmark, mens alle andre skal afvises.

Samtidig skal Danmark tidoble antallet af kvoteflygtninge, vi tager imod, fra 500 til 5.000 årligt. Derudover skal asylansøgere også kunne ansøge om asyl fra registrerede flygtningelejre ude i verdens brændpunkter eller fra danske ambassader.

Holger K. Nielsen vil gerne diskutere blandt andet antallet af kvoteflygtninge, men det skal være en diskussion, der bliver taget i EU:

»Man kan altid diskutere, om vi skal tage imod flere kvoteflygtninge, men vi bliver nødt til at have en samlet dansk og europæisk politik i det her forhold. Det handler om, hvordan vi håndterer fordelingen af flygtninge inden for Europa, og det handler om, hvordan vi får hjulpet nærområderne, og derfor kan man ikke tage et enkelt forslag ud og tro på, at det kan løse problemerne. Vi skal absolut ikke lave selvtægtsoperationer.«