Det er politiets ansvar, at demonstranter blev fjernet under det kinesisk statsbesøg i 2012, mener Holger K. Nielsen. Han mener dog, at Udenrigsministeriets rolle skal undersøges.

Selv om Udenrigsministeriet kan have påvirket politiet op til det kinesiske statsbesøg i Danmark i 2012, er det politiets ansvar, at loven blev brudt.

Sådan lyder det prompte svar fra Holger K. Nielsen (SF), udenrigsordfører for SF, efter Jyllands-Posten onsdag bringer Udenrigsministeriet ind i Tibet-sagen, hvor ytringsfriheden og forsamlingsfriheden blev krænket.

Politiet fjernede demonstranter med det tibetanske flag fjernet fra den rute, som den kinesiske præsident blev kørt, ligesom demonstranter blev ulovligt tilbageholdt og anholdt.

»I sidste ende er det jo politiet, der har ansvaret for det her,« siger Holger K. Nielsen og fortsætter:

»Men det er da klart, at hvis Udenrigsministeriet har forsøgt at påvirke politiet, så er det meget problematisk.«

Den Uafhængige Politiklagemyndighed er gået ind i sagen for at undersøge politiets rolle i sagen, ligesom justitsminister Søren Pind (V) har bebudet en undersøgelse af forløbet.

Onsdag fortæller Jyllands-Posten på baggrund af en aktindsigt i dokumenter fra Udenrigsministeriet, at ordlyden hos politiet måske kan stamme fra hastemails sendt fra Udenrigsministeriets Asien-kontor.

Her lægges der især vægt på, at kineserne ikke må »tabe ansigt«, ligesom at besøget skal blive en »succes«. Derudover har udenrigsministeriet videregivet en bekymring fra kineserne til relevante myndigheder.

Holger K. Nielsen mener, at man er nødt til at undersøge Udenrigsministeriets rolle, før man kan udtale sig om, hvorvidt man har handlet forkert:

»Jeg ved ikke, hvad der er kommet af ordrer ovenfra. Hvis der er det, så er det jo dybt betænkeligt, og det må vi have undersøgt nærmere. Men om der er tale om ordrer eller forsøg på påvirkning, så går det jo ikke under nogen omstændigheder. Selvfølgelig kan man ikke se bort fra den demonstrationsfrihed, vi har i det her land, fordi der kommer en enkelt kinesisk gæst til Danmark,« siger han.