Snart kan danske boligejere igen trække udgifter til renovering af deres hjem og sommerhus fra i skat.

Den nye, smalle Venstre-regering har mandag indgået et bredt forlig hen over midten, der betyder, at den omstridte BoligJobordning får nyt liv. På Twitter bekræfter Dansk Folkepartis Peter Skaarup (DF), at aftalen er underskrevet.

»Herligt, at det nu igen bliver muligt at trække håndværkerudgifter fra. Ordningen genindføres,« skriver han.

Foruden Venstre og DF er de Konservative, SF og Alternativet med i aftalen. De to sidstnævnte partier udtalte tidligere på dagen til TV 2 News, at de vil forsøge at trække BoligJobordningen i en grøn retning.

Venstre gik til valg på at genindføre BoligJobordningen, der betyder, at boligejer kan få fradrag for vedligeholdelse af boligen. Ordningen, der også er kendt som håndværkerfradraget, blev afskaffet under den tidligere regering.