Både SF og de Radikale er forargede over Claus Hjort Frederiksens lønforslag, der skal styrke Danmarks konkurrenceevne. Hyklerisk, siger uddannelsesminister Morten Østergaard

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) langer kraftigt ud efter tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), der i dagens Berlingske foreslår, at danske lønninger gradvist skal bringes på niveau med tyske for at styrke Danmarks konkurrenceevne.

- Jeg synes, det er en meget sen erkendelse fra Claus Hjort, der antager karakter af hykleri, siger Morten Østergaard.

Ifølge uddannelsesministeren er det netop den tidligere VK-regering, der er årsag til Danmarks svækkede konkurrenceevne.

- Claus Hjort var chefarkitekt bag den politik, der har ført til, at den danske lønkonkurrenceevne over et årti er blevet så markant svækket, og derfor klinger det noget hult, når man nu svinger sig op til at sige, at skal vi bruge otte år på at genoprette det, som man har vendt det blinde øje til, mens man var ved magten, siger Morten Østergaard, der peger på, at den tidligere regering gik stik imod anbefalinger fra blandt andet Nationalbanken, hvilket ifølge ministeren var med til at »formøble et historisk opsving«.

Morten Østergaard kalder Danmarks svækkede konkurrenceevne en stor udfordring for Danmark, og han glæder sig over, at arbejdsmarkedets parter i forbindelse med de seneste overenskomster har udvist mådehold. Der skal fra politisk hold bakkes op af reformer, mener han.

- Den politiske opgave ligger i at lave eksempelvis reformer, som gør, at vi ikke igen kommer i en situation med overophedning, som vi var, dengang Claus Hjort var minister og sad og så til. Det er noget af det, regeringen prioriterer rigtig højt, siger Morten Østergaard, der peger på skattereformen samt reformen af førtidspension og fleksjob, der skal holde folk på arbejdsmarkedet.

Heller ikke i SF har man meget til overs for Claus Hjorts udmeldinger. Ifølge politisk ordfører Jesper Petersen (SF) er Hjorts holdninger udtryk for et meget snævert syn på konkurrenceevne.

Han peger blandt andet på behovet for uddannelse og opkvalificering for at styrke den danske konkurrenceevne.

- Der er behov for, at vi kombinerer det, at vi bliver smartere og dygtigere, med en behersket lønudvikling, og det har lønmodtagerne jo allerede besluttet sig for i de seneste overenskomster, siger Jesper Petersen, der er helt uenig i Hjorts kur, som ud over lavere lønstigninger også indeholder en historisk stor sænkelse af skatten, der skal bringe Danmark ned på niveau med Sverige.

Det sidste vil kræve en skattelettelse på 65 milliarder kroner.

- Jeg er helt uenig, men mon ikke Saxo Bank og Liberal Alliance overvejer at fusionere med Venstre efter det forslag, siger Jesper Petersen.

- De store offentlige besparelser i den offentlige sektor, som han foreslår, lugter for mig af mere brugerbetaling i sundhedsvæsenet og nedskæringer på uddannelse og ældrepleje, siger han.