SF-næstformand uforstående over for exit-begrundelser

To prominente SFere har forladt deres poster i partiet, fordi de er uenige i den politiske linje under den ny ledelse, men den begrundelse forstår SF-næstformand Mette Touborg ikke.

Man skal være i det parti, der er det rigtige for én.

Så langt er SFs næstformand Mette Touborg med. Til gengæld har hun meget svært ved at forstå, at de tidligere markante SFere, Mattias Tesfaye og Kasper Bjering, har forladt deres poster i partiet med henvisning til, at de er uenige i den politiske linje, der er blevet lagt efter SF-formandsvalget, hvor de begge støttede sundhedsminister Astrid Krag (SF).

- Jeg har svært ved at genkende, at der skulle være en ændret politisk linje, og derfor synes jeg egentlig også, det er en lidt mærkelig begrundelse, siger Mette Touborg.

I sidste uge meddelte Mattias Tesfaye, at han ikke ønskede at fortsætte som SF-næstformand under den ny ledelse, og mandag meldte landsledelsesmedlem Kasper Bjering sig helt ud af partiet, også i protest mod partiets linje.

Men ifølge Mette Touborg har SF ikke ændret retning, efter Annette Vilhelmsen overtog formandsstolen efter Villy Søvndal.

- For mig er SF på vej politisk det samme sted hen, som vi har skullet hele tiden, også med de landsmødebeslutninger, der blev taget i april, og jeg ser ikke, at der er nogen ændret linje, siger Mette Touborg, der mener, at Tesfaye og Bjering måske har været lidt for hurtige på aftrækkeren.

- Nu bliver det min fortolkning af deres melding, men jeg ser det sådan, at de har en forventning om en ændret linje, og derfor synes jeg i virkeligheden, de har været lidt hurtige, siger Mette Touborg, der er ærgerlig over tabet af de to.

- Jeg kender dem begge to godt. De er nogle meget store kapaciteter for SF, så jeg er ærgerlig over, at de har valgt, som de har gjort. Det må jeg sige, for jeg synes, de er meget dygtige begge to, men omvendt må jeg også sige, at hvis de har haft en tanke om, hvor de synes, SF skulle hen, og de så tænker, at det ikke længere kan realiseres, så er det vel fair nok, at de siger, at det ikke er SF, de skal være i, for mig er det bare ikke det samme som at sige, at SF har skiftet politisk linje, siger hun.

Mette Touborg afviser, at det er et udtryk for et splittet SF, at de to har vendt partiet ryggen. I stedet peger hun på forårets ophedede diskussion om, hvilke vælgere SF skal være for, som årsag til deres valg. I den diskussion blev både Bjering og Tesfaye betegnet som såkaldte arbejderister, der kæmpede for SF som et lønmodtagerparti.

- Min oplevelse er, at Mattias og Kasper med deres udmeldinger siger, at de fokuserer meget specifikt - eller har præference for et bestemt felt. Det har vi (SF, red.) ikke. Vi har stadig den brede præference, men i den præference ligger også det felt, som Kasper og Mattias bekymrer sig for, siger Mette Touborg.

Kasper Bjering har i forbindelse med sin udmeldelse skrevet et brev til partiets ledelse. I brevet, der er blevet offentliggjort på politiken.dk, skriver han blandt andet, at »lige nu er der ikke meget der tyder på, at røde partier vil være toneangivende i fremtiden«, men den udmelding giver Mette Touborg ikke meget for.

- Kaspers lommefilosofi kan jo være lige så god som enhver andens lommefilosofi, og jeg kan da blive lidt ærgerlig, hvis han helt har mistet den politiske gejst i forhold til at sætte sit præg på samfundet. Jeg vil i hvert fald sige som næstformand i SF, at jeg har en klar forventning om, at SF fortsat vil være med til at være dagsordensættende, siger hun.