Det skal være et særligt fokus på flygtningekvinderne i forbindelse med de igangværende trepartsforhandlinger.

København: Hver anden flygtning skal være i arbejde på tre år.

Det er Venstre-regeringens klare mål i forbindelse med trepartsforhandlingerne med arbejdsmarkedets parter.

Forhandlingerne gik i gang torsdag, men ifølge SF mangler regeringen at fokusere særligt på flygtningekvinderne.

Regeringen fejler ved at skære flygtningene over én kam, mener SF-formand Pia Olsen Dyhr.

- Vi synes, det er afgørende, at både kvinder og mænd bliver en del af det danske samfund, og vi må erkende, at der er flere kvinder, som kommer længere væk fra arbejdsmarkedet, hvis de kommer fra en baggrund, hvor de ikke har været i arbejde.

- Derfor skal der nogle særlige tiltag til. Det er afgørende i forhold til at få integrationen til at virke, men det er også afgørende i forhold til at sikre disse kvinders rettighed til at være selvstændige individer som alle andre i Danmark, siger Pia Olsen Dyhr til Ritzau.

Blandt tiltagene fra SF er, at flygtningekvinder pålægges et uddannelseskrav for at kunne modtage kontanthjælp. Desuden skal kommunerne i højere grad hjælpe flygtningekvinderne til at forstå deres rolle på arbejdsmarkedet frem for i hjemmet.

/ritzau/