SF-nestoren Aage Frandsen melder sig i koret, der støtter Annette Vilhelmsen som formand for partiet.

En ny SF-stemme melder sig i debatten om, hvem der skal være partiets næste formand.

Det er den tidligere folketingspolitiker Aage Frandsen, som ifølge DR Nyheder giver sin uforbeholdne støtte til Annette Vilhelmsen i kampen om at efterfølge Villy Søvndal.

- Annette Vilhelmsen er velegnet og dygtig. Hun er i stand til at samle SF i denne situation, hvor det kan virke, som om der er stor forskellighed, siger Aage Frandsen.

SF-nestoren mener, at Vilhelmsen vil formå at bruge forskelligheden i partiet positivt.

- Så hun både kan og vil være formand for hele SF. Det er helt afgørende. Annette Vilhelmsen har en bred baggrund. Hun har siddet i kommunalbestyrelsen i mange år og har en stor livserfaring. Og så har hun et bredt netværk, også i forhold til også andre end medlemmer af SF, forklarer han til DR Nyheder.

Aage Frandsen tvivler ikke på, at Annette Vilhelmsen vil være loyal over for regeringsgrundlaget, men hun vil også fremme SF som et selvstændigt parti, siger han.

- Hun har erklæret sig enig i regeringsgrundlaget, og det skal hun også. Men der kommer et andet grundlag på et andet tidspunkt om nogle år. Derfor skal man ikke holde sig tilbage med at sige, at på nogle områder kunne det være relevant at se på, om man kunne gøre det bedre.

Udmeldingen fra Aage Frandsen kommer samme dag, som dagbladet Information skriver, at SFs samlede ministerhold støtter sundhedsminister Astrid Krag i formandskampen mellem hende og Annette Vilhelmsen.

Fredag udløber fristen for at melde sig ind i kampen om formandsposten. Aage Frandsen venter ikke, at andre kandidater end Annette Vilhelmsen og Astrid Krag vil melde sig på banen.