Det er besværet værd at matche flygtninge med kommuner, der efterspørger deres kompetencer, mener SF, der gerne vil kigge på en ny fordeling af flygtninge.

Hvis en flygtning er landmand, skal han sendes til en kommune med meget landbrug og ikke en storbykommune. Det har Røde Kors’ generalsekretær, Anders Ladekarl, foreslået, og den idé vil man gerne se nærmere på i SF, fortæller integrationsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

»Det er afgørende for os, at folk kommer i arbejde, bliver selvforsørgende og får et godt liv her i Danmark, og hvis det faktisk kan lykkes med nogle bedre match, så synes jeg da, vi bør gå den vej,« siger hun.

Anders Ladekarl foreslår ifølge DR Nyheder, at de flygtninge, der kommer til landet, fordeles rundt omkring i kommunerne alt efter deres kompetencer

Udlændingestyrelsen afviser dog over for DR, at sådan en fordeling kan lade sig gøre, da puslespillet er for stort.

Men det bør ikke være en undskyldning, mener SFeren.

»Jeg anerkender, at der sikkert kan være noget bureaukrati i det her, men måske er det sliddet værd, hvis vi får flere og bedre integrationshistorier med succes,« siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

Hun understreger dog vigtigheden af, at flygtningene fordeles rundt i landet - også selvom matchet ikke lige passer:

»Jeg kan være bange for, at vi kommer til at stå med nogen, som man ikke er så interesseret i at få. Det kan eksempelvis være ældre flygtninge med helbredsproblemer,« siger integrationsordføreren, der dog ser flest gode takter i forslaget.

»Har man en uddannelse med i bagagen, der passer rigtig godt et sted hen, og hvor der oven i købet er mangel med folk af den slags uddannelse, så synes jeg, det giver rigtig god mening, at man så sender flygtningene den vej,« siger Karina Lorentzen Dehnhardt.