De Konservatives Mai Mercado indrømmer og undskylder i dag, at hun tidligere har deltaget i chikane mod Frank Jensen. Dermed skriver hun sig ind i en lang række af politikere, der har undskyldt deres handlinger. Politiko.dk giver her fem eksempler på politiske undskyldninger i Danmark - og to i udlandet.
Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti
Frank Jensen havde en urolig nat i sit sommerhus den augustdag i 2001. En gruppe medlemmer fra Konservativ Ungdom (KU) valgte nemlig at kaste et grisehoved ind i hans have, fotografere ind i hans soveværelse og synge konservative smædesange. Og med til chikanen var Det Konservative Folkepartis nuværende politiske ordfører, Mai Mercado.
Selvom hun slår fast, at hun ikke kendte til grisehovedet og paparazzimetoderne, indrømmer og beklager den konservative profil i dag, 14 år senere, sine handlinger til metroexpress.
»Jeg kan i dag sige, at jeg var ung og lavede noget dumt en aften, hvor jeg nok havde fået for meget at drikke. Det tror jeg, alle unge kender. Selv om der ikke var noget ondt ment, så skulle jeg ikke have deltaget. Demokrati er jo også at respektere andres holdninger,« fortæller hun.
Frank Jensen har dog selv modtaget en personlig undskyldning. Det skete, da hun fra midten af 00'erne kom i byrådet i Odense og tog kontakt til Socialdemokraternes nuværende overborgmester i København.
»Her undskyldte jeg, at jeg var en af dem, som havde vækket ham, hans kone og børn den nat. Og at jeg virkelig var ked af det. Det endte med, han gav mig et kram og fortalte, at det ikke gjorde noget,« siger Mai Mercado.
Pernille Rosenkrantz-Theil, Socialdemokraterne (tidl. Enhedslisten)
»Jeg har det rigtig skidt med det. Det er underminerende for vores demokrati, hvis politikere ikke kan være i fred og sikkerhed«
Som eksemplet med den konservative Mai Mercado viser, kan undskyldninger være flere år undervejs. For det nuværende socialdemokratiske folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil skulle det tage 10 år. Kort efter Danmarks intervention i Irak i 2003 kastede to aktivister på Christiansborgs gange rød maling på daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K). Det viste sig, at de angiveligt var lukket ind på Christiansborg som Pernille Rosenkrantz-Theils gæster, selvom de ingen personlig aftale havde med det daværende Enhedslisten-medlem. Og Rosenkrantz-Theil ville da heller ikke bagefter tage afstand fra episoden.
»Når man vil smide bomber i hovederne på folk i Irak, så er det mindste, man kan forvente, en reaktion, som den vi har set i dag. Jeg var ikke selv klar over, at de stod som mine gæster, men jeg synes, at aktionen er sjov,« sagde hun dengang til Berlingske og understregede, at »det kunne ligeså godt have været mig selv, ja.«
Da hun fire år senere skiftede fra venstrefløjspartiet til Socialdemokraterne, understregede hun til Politiken, at hun ikke havde »en skid at undskylde.« I efteråret 2013 var Pernille Rosenkrantz-Theil dog med egne ord »blevet voksen.«
»Jeg er grundlæggende flov over, at jeg støttede den aktion,« sagde hun blandt andet og konstaterede, at »jeg var en del af et meget råt miljø på venstrefløjen, hvor vi var ret ligeglade med vores modstandere.«
Lars Løkke Rasmussen, Venstre
Næppe nogensinde er det sket ved et dansk pressemøde, at én mand har »beklaget« så mange gange, som Lars Løkke Rasmussen gjorde ved sit ekstraordinære af slagsen i forbindelse med den såkaldte GGGI-sag i 2013. Sagen kredsede om, at klimaorganisationen, der var støttet med dansk udviklingsbistand, blandt andet havde brugt 770.000 kroner på 15 flyrejser, heraf 13 på første klasse, for Lars Løkke Rasmussen, der på daværende tidspunkt var formand for GGGI.
»Jeg har rejst for dyrt, jeg skulle personligt selv have sat en stopper for 1.klasse allerede efter første rejse og ikke efter ni rejser. Det fortryder jeg, og det beklager jeg,« lød det blandt andet fra Venstre-formanden, der, ifølge en TV2-journalists optælling, sagde ordet »beklager« ikke mindre end 45 gange. I forbindelse med sagen fik Løkke Rasmussen også sagt, at han gerne »vil gerne undskylde over for de mange mennesker, der bakker op om Venstre, at min person og sagen om GGGI har skadet partiet.«
Bendt Bendtsen, Det Konservative Folkeparti
Hele to gange måtte De Konservatives tidligere partiformand Bendt Bendtsen i 2009 offentligt beklage sine handlinger. Først, at han til et foredrag for garderforeningen i København i 2008 havde spøgt med, at han i 1990'erne forlod sit job som bodyguard i politiet med den begrundelse, at han ikke »ønskede ikke at stå i vejen for en kugle,« der skulle ramme Socialdemokraternes daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen.
»Det er sagt i en soldaterforening med et glimt i øjet og ironi. Men jeg beklager selvfølgelig, hvis jeg har trådt nogen over tæerne,« sagde Bendt Bendtsen dengang til Ritzau.
Udtalelsen blev mødt med kritik fra Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Poul Nyrup Rasmussen selv sagde, at udtalelsen »må stå helt for Bendt Bendtsen egen regning.«
Senere måtte Bendt Bendtsen igen gå verbal bodsgang, da det var kommet frem, at han i 2007 havde ladet sin ministerchauffør, der ikke havde jagttegn, hente en jagtriffel på Fyn. Bilen kørte tværs over Danmark for at hente riflen, så Bendt Bendtsen kunne få den, så snart han kom hjem fra en udlandsrejse.
»Jeg har begået fejl, og det står jeg til ansvar for. Jeg betaler selvfølgelig den bøde. Og kommer der en til min kone, betaler jeg den også,« sagde Bendt Bendtsen efterfølgende.
Hans Engell, tidl. Det Konservative Folkeparti
Tilbage i 1990erne var den nuværende politiske kommentator partiformand for Det Konservative Folkeparti - lige indtil en skæbnesvanger nat i 1997. Her kørte en spirituspåvirket Hans Engell nemlig ind i en betonklods på Helsingør-motorvejen ved frakørslen til Lundtofte. Det kostede ham efterfølgende formandsposten og kastede Det Konservative Folkeparti ud i en politisk krise, som, flere iagttagere mener, stadig præger partiet.
Hans Engells politiske karriere stod altså ikke til at genoprette, selvom han efterfølgende angrede offentligt.
»Sådan noget afregner man ikke bare. Selv en tidligere minister kan fejle og får øretæver for det plus lidt mere. Jeg har tidligere været ude i politiske stormvejr. Men med det her følte jeg en indre flovhed og skam. Som justitsminister har jeg selv tidligere voldsomt bekæmpet spirituskørsel. Det er en meget alvorlig forseelse, og der er ingen slinger i valsen, hvad det angår. Så meget ekstra ubehageligt er det så, at jeg var dum nok til at tage bilen. Det er umuligt at undskylde. Også over for mig selv,« sagde han et par dage senere til Ekstra Bladet, som han efterfølgende skulle blive chefredaktør for.
Men undskyldninger er ikke kun forbeholdt danske politikere. Også nogle af international politiks absolutte sværvægtere har tidligere måtte beklage deres handlinger offentligt.
Bill Clinton, amerikansk præsident 1993-2001
Bodsgangen over alle bodsgange. Først havde Bill Clinton »not had a sexual relationship with that woman, Miss Lewinsky,« men senere måtte den amerikanske præsident offentligt indrømme, at det havde han nu nok på sin vis haft alligevel. Præsidenten fra Det Demokratiske Parti, der i Danmark opnåede stor popularitet, kom i offentligt stormvejr, efter at det kom frem, at han havde haft en affære med en praktikant i Det Hvide Hus. For utallige tv-seere i landet, hvor familien spiller en væsentlig rolle i opfattelsen af politikerne, måtte han derfor indrømme, at han ikke havde været tro over for sin hustru, den senere amerikanske senator og udenrigsminister Hillary Clinton.
»Jeg havde et forhold til frøken Lewinsky, der ikke var passende. Det var forkert. Jeg udviste en kritisk form for dømmekraft og et personligt svigt, som jeg ene og alene står til ansvar for,« sagde den tyngede præsident dengang.
Gordon Brown, britisk premierminister 2007-2010
Er der én ting, der er dumt at gøre i en valgkamp, så er det at tale dårligt om en af sine vælgere - særligt, hvis det bliver optaget. Men det var ikke desto mindre, hvad Labours Gordon Brown kom til under sit mislykkede forsøg på at blive valgt til britisk premierminister, efter at han i tre år havde bestredet posten som Tony Blairs efterfølger. Midt under valgkampen mødte han den 66-årige Gillian Duffy, som gav han sit besyv med om den daværende Labour-regerings udlændingepolitik.
Efter mødet kaldte premierminister Gordon Brown i sin ministerbil kvinden for en »bigot«, hvilket oversat til dansk betyder snæversynet. Desværre for Brown havde han glemt, at han bar en mikrofon, der stadig var tændt. Uvidende havde Duffy samtidig til medierne kaldt Brown for »en meget rar mand« og fortalt, at hun havde stemt Labour hele sit liv og havde i sinde at gøre det igen. Pressen åd det råt.
Gordon Brown måtte senere ud og undskylde til pressen flere gange og opsøge Duffy for personligt at undskylde i 40 minutter. Til journalisterne sagde han, at han var ulykkelig over, hvad der var sket, og at han havde misforstået hende.
