Serup: SF-baglandets kritik er uhørt - Vilhelmsen sat skakmat

Det mener BTs politiske kommentator Søs Marie Serup. Hun peger på, at Vilhelmsen lige nu befinder sig i et næsten umuligt politisk dilemma:
Hvis ikke hun går planken ud og står ved regeringens aftale om at sælge til Goldman Sachs, taber hun troværdighed internt i regeringen og stiller fornyet spørgsmål ved SF som regeringsparti.
Overhører hun derimod de kritiske røster i sit eget bagland, skuffer hun sine egne og står - om muligt - endnu mere svækket som leder.
Dilemmaet er opstået efter, at SFs landsledelse undsagde folketingsgruppens beslutning og udtrykte bekymring om planerne om at sælge til amerikanerne.
- I virkeligheden er baglandet jo ved at sætte partiledelsen skakmat i den her sag. Hvis baglandet vælger at stå fast, så kan det i hvert fald potentielt få alvorlige konsekvenser for SFs regeringsdeltagelse. Der er jo truffet en beslutning i regeringen om det her, og hvis man pludselig må renoncere på det, så ryger troværdigheden om SF i regeringen, siger Serup.
Landsledelsen er stærk kritisk over for regeringens planer om at sælge 19 procent af statens aktier i energiselskabet Dong til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. I en udtalelse fra ledelsen fremgår det blandt andet, at 'landsledelsen er bekymret for konsekvenserne ved aftalen.'
Umiddelbart efter havde politisk ordfører Lisbeth Bech Poulsen i Politiken travlt med at nedtone kritikken og understrege, at SF stemmer ja til et delsalg af Dong, når aftalen skal stemmes igennem i Folketingets Finansudvalg på torsdag.
Tirsdag formiddag holdt SFs folketingsgruppe møde om sagen, og på vej til gruppeværelset havde formanden travl med at lægge ansvaret for aftalen over på finansminister Bjarne Corydon.
Det nytiltrådte folketingsmedlem i SF, Karsten Hønge, lagde dog ikke skjul på, at han mente, at SF havde slugt kameler nok.
Det mest sandsynlige er dog nok, at SFs folketingsgruppe stemmer for salget, men det bliver ikke uden ballade og konsekvenser, mener Søs Marie Serup.
- Så har de bevaret troværdigheden i regeringen. Til gengæld har de mistet den i forhold til deres eget bagland. Og det er alvorligt for en Annette Vilhelmsen, som netop blev valgt på, at hun ville have en tæt forbindelse til sit bagland, på at tage demokratiske beslutninger alvorligt, og på at lytte til landsledelsen, siger Serup.
- Hun må vælge, hvor hun vil miste troværdighed. Hun kommer ikke gennem dagen uden at miste troværdighed et af stederne.
Søs Marie Serup vurderer dog, at folketingsgruppen med Vilhelmsen i spidsen vil stå ved aftalen med den øvrige regering.
- Hun har ikke andre muligheder, men det er klart, at det gør livet farligt og svært for hende, fordi SF i forvejen har nogle meningsmålinger, der giver alle SFere grå hår i hovedet. Så det er det mest kritiske tidspunkt for Vilhelmsen overhovedet at begå et tillidsbrud over for sit eget bagland.
- Det stiller hende i en enorm svækket situation både internt i regeringen og i forhold til sit eget bagland. Hun har meget lidt manøvrerum efterhånden. Hvis hun svigter baglandet nu, så strammer de jo grebet endnu mere om hende, så hun ikke slipper igennem med noget lignende en anden gang, siger Serup.
BTs politiske kommentator mener imidlertid, at landsledelsens kritik er uhørt og burde være taget internt. Ved at køre kritikken ud i pressen skader de deres leder og deres parti, mener hun.
- Det er kun i virkelig store partier, man kan gøre den slags. I et parti på SFs størrelse skaber det bare et komplet rodet billede, så der er ingen der ved, hvad der er op og ned længere.
Søs Marie Serup mener, at landsledelsens kritik er uhørt:
- Hvis SF vil være et professionelt regeringsbærende parti, burde baglandet have sagt, at de er sikre på, at ledelsen på Christiansborg har truffet den rigtige beslutning, og at de har tillid til deres ledelse. Det havde været det rigtig at gøre.
Ifølge Serup har Vilhelmsen stadig mulighed for at rejse sig igen, hvis hun kan finde en god SF-sag og markere sig på.
- Det ser lidt svært ud, men de rigtige politiske initiativer kan gøre rigtig meget. Man skal rejse sig ved det træ, hvor man er faldet. Hvis man er faldet på at være lidt fumlende, skal hun vise, at hun har styr på sagerne. Og så skal hun finde passionen frem igen og ikke lyde, som om hun læser op fra et cirkulære i Socialministeriet, understreger Søs Marie Serup.
Tirsdag eftermiddag har Enhedslisten kaldt finansminister Bjarne Corydon i samråd i Folketingets Finansudvalg i sagen.
Hvad mener du?
kilkaya stream group placeholder