Serup: Her er minister- rokadens allerstørste tabere

Efter at være blevet forbigået ved den forrige ministerrokade var alle socialdemokraterne enige i, at turen nu var kommet til politisk ordfører Magnus Heunicke (S), fortæller BTs politiske kommentator Søs Marie Serup.

Men sådan skulle det ikke gå.

Derfor er Heunicke endt som den største taber i den ministerrokade, der onsdag aften faldt på plads og offentliggøres torsdag, vurderer Søs Marie Serup.

»Han har klart haft en forventning og en forhåbning om, at der blev en plads til ham denne gang. Han kan undskylde det med, at han ikke kan undværes som politisk ordfører, da der ikke umiddelbart er en oplagt arvtager til posten,« siger hun.

Ifølge Søs Marie Serup er Heunicke en »glimrende front line-kriger, der altid forsvarer sin statsminister og regeringsholdet«, men han mangler kort og godt gennemslagskraft.

»Han er ikke særlig skarp til at sætte sin egen, benhårde dagsorden, som det er lykkedes for flere af hans forgængere. Det er hans store udfordring,« siger den politiske kommentator, som også udpeger to andre socialdemokrater, der formentlig er slukørede.

Thorning_Heunicke
Her ses statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i snak med finansminister Bjarne Corydon (S), Pia Olsen Dyhr (SF) og Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke. (Photo: Keld Navntoft)

»Der er givetvis politikere i alle regeringspartier, der ærgrer sig over, at der ikke blev plads til dem. Det kan være den stærke S-profil Mogens Jensen (S) og John Dyrby Paulsen (S), der er i årevis har været forsvarsordfører, og som kunne have håbet, at forsvarsministerposten kom i spil.«

Søs Marie Serup kalder desuden de Radikale for rokadens usynlige tabere.

»Der er ikke nogle af deres profiler - eksempelvis Camilla Hersom (R) og Sofie Carsten Nielsen (R) - der kom i spil i denne omgang. Desuden har de Martin Lidegaard (R) siddende i Klima- og Energiministeriet, som har en meget problematisk solcellesag hængende over sig. Og han bliver altså ikke rokeret væk fra den sag og den ministerplads,« siger hun.

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) udnævnes til ny udenrigsminister, fødevareminister Karen Hækkerup (S) bliver justitsminister, SFs politiske ordfører Jonas Dahl (SF) får sin første ministerpost som skatteminister, mens europaparlamentarikeren Dan Jørgensen (S) kommer tilbage til dansk politik som ny minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Læs også: