Er Helle Thorning fristet af at udskrive valg?

Det spørgsmål stiller BTs politiske kommentator Søs Marie Serup sig selv efter de seneste ugers intensive fokus på Lars Løkke Rasmussen og hans formandskab for klimaorganisationen Global Green Growth Institute (GGGI).

Mandag viste en ny meningsmåling fra Ritzau for Voxmeter, at der nu er dødt løb mellem rød og blå blok. Mens Venstre har en vælgeropbakning på 50,0 pct. står rød blok nu til 49,7 pct. af stemmerne, hvis der blev udskrevet folketingsvalg.

Og der må uden tvivl være nogen, der er bare 'en lille bitte smule fristet af at udskrive et valg', mener BTs politiske kommentator Søs Marie Serup.

- Regeringen har været så uendeligt langt fra at have en chance for at vinde det næste folketingsvalg, og nu er det sådan set inden for det muligt. I den seneste måling står de jo rent faktisk til at vinde, siger Søs Maria Serup.

Normalt skal man ifølge Søs Marie Serup havde ligget til en føring igennem en periode på flere måneder i træk, før man synes, at tiden er moden til at udskrive folketingsvalg.

- Men med det udgangspunkt som denne her regering har, så er alene det, at man nu har en chance for at man kan vinde et folketingsvalg sådan set nok, til at man kan blive fristet af det. Det er ikke det mest realistiske, men alligevel tør jeg ikke udelukke det 100 pct., siger BTs politiske kommentator.

Lige nu sidder regeringen og forhandler en finanslov, som gerne skulle falde på plads i weekenden. En vellykket finanslov er afgørende for en regering og fejlslagne forhandlinger kunne derfor bruges som et påskud til at udskrive valg.

Men netop fordi forhandlingerne mellem regeringspartierne forventes at falde på plads, giver den ikke Helle Thorning anledning til at udskrive et folketingsvalg lige nu, mener BTs politiske kommentator Søs Marie Serup.

- De kunne vælge, at få forhandlingerne til at bryde sammen, for så er der et afsæt for at udskrive valg og føre valgkamp. Men hvis det skal kunne lade sig gøre, så skal der være en klar kant mellem Enhedslisten og regeringen, som begge parter føler retfærdiggør, at man udskriver valg. Og den klare kant er der altså ikke lige nu, siger hun.