Den nye overenskomsts seniorfridage kan koste dyrt, hvis den betales af pensionspenge, advarer Enhedslisten.

København. Det kan koste dyrt, hvis personer på vej på efterløn benytter sig af de ekstra seniorfridage, som fagbevægelsen har forhandlet hjem til sine medlemmer i den nye overenskomst, der er til afstemning i disse dage.

Sådan lyder advarslen fra Enhedslisten, der har fået svar fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) om sagen:

Hvis man bruger sin pensionsopsparing til at betale for fridage - altså før man går på pension - så kan det koste tusindvis af kroner, man ellers kunne have fået for at gå senere på efterløn.

- Det er et stort problem. Det kan blive nogle meget, meget dyre fridage, man holder, siger Finn Sørensen.

Den nye overenskomst giver udvidede muligheder for at veksle pension til seniorfridage.

Men hvis man gør det, vil de dage ikke blive regnet med, når det skal gøres op, om man har ret til en kontant præmie for at gå senere på efterløn.

Det er ellers en gulerod, det offentlige har stillet i udsigt siden 1999 med det formål at formål at anspore danskerne til at udsætte efterlønnen. Under den ordning er det muligt at optjene i alt 12 efterlønspræmier på hver 13.244 kroner.

Det kræver, at man bliver ved med at arbejde et bestemt antal timer, efter den dato hvor man har ret til at gå på efterløn. Men seniorfridage betalt med pensionspenge vil blive fratrukket timetallet, fremgår det af ministerens svar.

I alt kan det ifølge Finn Sørensens beregninger koste to af de 12 mulige efterlønspræmier. Det vil altså sige over 26.000 kroner.

Det er Dagbladet Arbejderen, der først har beskrevet problemstillingen, som har fået Finn Sørensen til at rejse sagen over for ministeren.

Enhedslisten opfordrer Troels Lund Poulsen til at ændre reglerne.

- Hvis arbejderne og fagbevægelsens medlemmer har opnået nogle goder, så skal der ikke være lovgivning, der står i vejen for, at man kan gøre brug af det.

Ministeren lod dog onsdag i Folketingets spørgetid forstå, at han ikke har tænkt sig at ændre reglerne.

LO oplyser, at organisationen er opmærksom på ministerens svar. Men LO vil gerne studere det nærmere, før organisationen kommenterer yderligere.

/ritzau/