Sendte Sohn afsted med sprog-kursus

Ole Sohn forlader Erhvervs- og Vækstministeriet for at hengive sig til sit bogforlag - og ved overdragelsen af ministeriet fik han samtidig gjort lidt reklame for sin virksomhed.

Det var i hvert fald en gave fra Forlaget Sohn, som han gav SF-formand Annette Vilhelmsen, der nu overtager hans ministerium.

- Her kan du læse om, hvad der er lavet af store skelsættende beslutninger gennem danmarkshistorien og få inspiration til, hvor du selv skal sætte dine fodaftryk, sagde Ole Sohn i ministeriet tirsdag eftermiddag, da han overrakte bogen »Politik der forandrede Danmark«, skrevet af Borgen-journalisten Kaare R. Skou.

Der faldt også en bog af - fra uvist hvilket forlag - til Annette Vilhelmsens mand, John, som tidligere har beklaget sig over, at det nu er ham, der skal slå græsset derhjemme.

- Når du nu har slået græsset, kan du slappe af med den her kriminalroman i havestolen, sagde Sohn til John Vilhelmsen, der også var til stede ved overdragelsen.

Og gaveregnen blev ved fra Ole Sohn, der også havde en mere praktisk gave til sin efterfølger.

- Her får du en dommerfløjte til at kalde de stridende parter sammen. Der kan være nogen, der er så genstridige, at de kan få det gule kort - men det røde skal ikke bruges for tit, understregede Sohn.

Han fik en noget andet bog i retur fra Annette Vilhelmsen, nemlig et spanskkursus til Tenerife-ferien.

- Det er godt at kunne sproget. Jeg håber, at jeg får lov til at lære sproget og kulturen her. På Tenerife kan du lære sproget, men kulturen kender du, sagde Annette Vilhelmsen til din SF-kollega.

- Det er med blandende følelser, at jeg skal overtage din ministerpost. På den ene side har jeg lyst til at komme i gang, og på den anden side er det ærgerligt at skulle undvære dig om minister. Du er rigtig god til at lytte, og igennem vores arbejde på erhvervsområdet har jeg altid kunnet kontakte dig, sagde Vilhelmsen, der har været SFs erhvervsordfører og siddet i Folketingets Erhvervs-, vækst- og eksportudvalg.

Men Vilhelmsen kan fortsat kontakte Sohn.

- Har du brug for et godt råd ind i mellem, så er du velkommen til at ringe, sagde Ole Sohn.

Ole Sohn går frivilligt af som minister efter godt et år på posten. Han sidder i Folketinget perioden ud, men har besluttet ikke at genopstille ved næste folketingsvalg.

Læs også:

Prøv BT 1 måned for 98 kr + adgang til avisen på mobil og iPad.

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her