Der står kun én ting mellem Margrethe Vestager og den officielle udnævnelse som EUs nye konkurrencekommissær: En tre timer lang høring i EU-Parlamentets udvalg for økonomi og valuta torsdag aften. Her vil medlemmer af EU-Parlamentet have svar på, hvilken slags kommissær Vestager har tænkt sig at blive - og også gerne få hende til at komme med en række konkrete løfter.

»Jeg vil lytte til alle - fra store multinationale firmaer til små virksomheder, fra stater til borgere. Men jeg lover, at mine egne beslutninger som kommissær ikke vil blive påvirket af nogen,« forsikrede den tidligere radikale partileder.

Vestager lagde ud med at tage et billede af de mange fotografer, der havde taget stilling foran hende. Og så måtte lokalet vente de sekunder, det tog hende at lægge billedet ud på Twitter med kommentaren »Nu begynder det...«

Selvom lokalet ikke er nær så fyldt som under høringerne af nogle af de andre kommissærkandidater, mangler der ikke kritiske spørgsmål fra parlamentsmedlemmerne. Én vil vide, hvad Vestager mener om den såkaldte Double Irish Arrangement - at Irland giver firmaer lempelige skattevilkår for at få dem til at slå sig ned i landet. Den nuværende konkurrencekommissær, Joaquin Almunia, har kritiseret modellen, og Vestager erklærer sig enig med ham:

»En af de mange ting, jeg har lært er, at en Double Irish ikke er en rigtig god Irish Coffee, det er et uheldigt arrangement. Langt de fleste virksomheder betaler deres skat, og de kan så se de større virksomheder lave arrangementer, der gør, at de betaler mindre i skat,« siger Vestager, der høster både klapsalver og får lokalet til at grine.

Hvis parlamentsmedlemmerne godkender Vestagers svar, får hun officielt grønt lys til at blive udnævnt 1. november. Høringen slutter klokken 21.00.