Statsministeren og Obama - lige i Mandelas ånd

De sociale mediers forargelse over en smilende Helle Thornings mobilfoto af sig selv, præsident Obama og premierminister Cameron under mindearrangementet over Nelson Mandela tirsdag er helt ude af proportioner.

Den afrikanske statsleder ville selv have moret sig.

Lad os starte med Mr. Troværdighed selv, CNN’s verdensberømte studievært gennem årtier, Wolf Blitzer. Da jeg sad i Washington DC og fulgte mindehøjtideligheden i Sydafrika tirsdag indledte han sit program således:

Vejret var muligvis gråt, og regnen kom og gik. Men humøret var helt i top, ja fantastisk, da tusindvis af mennesker og over 60 verdensledere i dag samledes for at hylde og fejre Nelson Mandelas liv.

I bedste sydafrikanske stil var hele den timelange ceremoni (der ikke må forveksles med en egentlig begravelse, som først finder sted lørdag) blandet med musik, latter, sang, og alvorlige taler. Dog var hjemmepublikummets sange af og til så højtrøstede, at de blev bedt om at dæmpe sig, så man bedre kunne høre talerne. De fleste afrikanere – af alle trosretninger er sikre på, at de er på vej et bedre sted hen, når de dør og både mindegudstjenester og begravelser kan minde om folkefester.

Så langt, så godt. Men så brød fanden løs i det, verden nu kender som ”Selfiegate.” Den danske statsminister havde smilende foreviget sig selv og de herrer præsident Obama og premierminister Cameron på sin mobiltelefon. Hun var også brudt ud i latter sammen med førstnævnte, og billederne af de få minutters løssluppenhed blev sendt ud af fotobureauet AFP og delt til spruttende forargelse på de sociale medier hurtigere, end man kan stave til ’selfie.’

Både Ekstrabladet og BT morede sig straks med spekulationer over Michelle Obama, der så mindre end fornøjet ud ved siden af, men tabloidpressenkunne imidlertid slet ikke følge med i sammenligning med det rene,hvidglødende raseri, der brød ud på Facebook og Twitter.

Tusindvis af danskere mente, at bunden var nået og skældte ud over den uværdige, barnagtige, pinlige, tomhjernede gimpe, Thorning, der så klart havde opført sig som en starstruck teenager. Igen - lige som hun ifølge de samme mennesker gjorde, da hun for et års tid siden mødte, SATC-stjernenSarah Jessica Parker i Sverige. Der var ikke mange – ud over trofastesocialdemokrater – der forsvarede Thorning.

Men forargelsen og de meget små sko er fuldkommen skudt ved siden af. Som kommentator Chris Taylor fra hjemmesiden Mashable skrev tirsdag:

- Denne begivenhed var ikke en sortklædt begravelse, men et fire timer langt mindearrangement, der hyldede den elskede Madibas liv og præstationer, en oprørsk blanding af dans og sang. I stil med New Orleans karneval blandet med World Cup.

For det andet syntes det klart at have været en dag, hvor præsidenter og VIPs tog billeder af sig selv. På billedmediet Instagram kunne man således bevidne en også smilende præsident George W. Bush og rockidolet Bono, også tagetunder arrangementet. Man kunne på mange andre live-transmissioner ogbilleder se andre stats- og regeringschefer mingle, snakke, pjatte og smile,mens de byttede pladser og af og til se ud som om de kedede sig. At voresstatsminister måske var den første der tog et billede på sin mobiltelefonkvalificerer næppe til at være den kapitalbrøler, som det er blevet udlagt somi Danmark.

For det tredje ville mere kyniske typer måske mene, at det ikkevar den ringeste måde at bygge personlige alliancer på for en statsminister fra et lille land, der altid kan bruge forbundsfæller. For slet ikke at tale omde mere avancerede spinmeister-eksistenser på Facebook, der mente, at statsministeren var ude i finurlig damage control:

- Alle taler om selfies, ingen om Bødskov.

Men endelig: hvad ville Mandela mon selv have tænkt? Som konsulent og ekspert i sociale medier, Trine-Maria Kristensen kommenterede på Facebook så ville Mandela nok ”have syntes, at det var cool med en kvindelig statsleder, som er anonym og ukendt mellem de store statsledere - sågar en hvid og en sort og som alligevel får lov at chatte dem op og tage billeder? Tal om forbrødring og ligeværdighed? Og hvis han endelig ikke synes, det var cool, så ville han vel bare tilgive fjolleriet og se at komme videre med at forandre verden ... eller ville han mon bagtale og motivforske og opdatere sin Facebook med småsure opstød?”

Vi kan ikke vide det. Men vi ved, at Mandela selv var vild med at posere med kendte mennesker.

For morskabens skyld googlede jeg i går ”Mandela and Spice Girls” på nettet og søgte efter billeder. Resultatet taler for sig selv – prøv det! Den afrikanske folkehelt poserer glad med nedringede og hårdtpumpede popstjerner og ser kisteglad ud. Så måske skulle vi snarere glæde os over, at Mandelas afskedsfest, helt i hans ånd, blev brugttil at skabe relationer mellem folk. Og gode relationer er som bekendt enaf forudsætningerne for positive forandringer i politik. Både nationalt og internationalt.

Og som krølle på halen tilføjer jeg i øvrigt gerne, at jeg har masser at kritisere både regeringen og statsministeren for. For flere af deres tiltag, men især for alt det, de ikke har gjort, når det f.eks. drejer sig om at fremme ligestillingen i det danske. Men lad den politiske debat handle om substans og politik. Frem for at føre gevaldige stedfortræderkrige med nedladende og sexistiske salver mod en statsminister, der faktisk netop i stil ligger i superliga-klassen. Man kommer aldrig til at se hende dingle rundt på Folkemødet med en dåseøl i plastikposen.

Det lader hun andre om, og tak for det.