Hvis de seneste dage skulle have en overskrift, ville ordet 'selfie' ikke være nogen dårlig kandidat.

For siden Danmarks statsminister Helle Thorning-Schmidt tog en såkaldt selfie - et selvportræt taget med mobilkamera - sammen med USAs præsident Barack Obama og Storbritanniens premierminister David Cameron, har billedet af de tre statsledere gået verden rundt under knap så venligt stemte overskrifter.

Selfien blev taget under en mindehøjtidelighed for Sydafrikas netop afdøde ekspræsident Nelson Mandela, og det gjorde kun folk endnu mere oprørte.

Men politikerne i Liberal Alliance tager ikke episoden nær så højtideligt. Derfor gik de på jagt efter statsministeren for selv at få taget en selfie.

- I er så ivrige, skal vi tage en selfie? griner Helle Thorning-Schmidt, da hun kommer gående imod selfie-jægeren Joachim B. Olsen.

- Ja! Det er sådan noget pjat, at du bliver kritiseret for det der, siger han og tager både en selfie og en 'vovet selfie' med statsministeren.

Se videoen herover og se, hvad der sker.