Normalt er de modstandere, men onsdag var de på samme hold i 90 minutter. Bundet af kærligheden til den århusianske fodboldklub AGF, som faktisk også betyder noget for politiske forhandlinger

Fadøllene havde smurt halsen, så der kunne råbes og hujes, AGF-tørklæderne var taget på og hjerterne sad oppe i halsen på de fire Aarhus-knejter, der så onsdagens livsvigtige AGF-kamp i Superligaen mod Esbjerg på sportsbaren Den Glade Gris i Indre København.

»Dét, der er sjovt ved at mødes her og se en fodboldkamp sammen, er, at det skaber en anden dynamik, end vi er vant til fra det politiske. Man skal ikke undervurdere, at sådan nogle fælles aktiviteter kan få stor betydning for det politik, vi laver,« siger Alternativets politiske leder Uffe Elbæk med øjnene drejet over mod storskærmen, der tydeligvis var meget nervøs omkring kampens udfald.

AGF vs. Esbjerg Boldklub i nedryknings play off. Uffe Elbæk (Å), Nicolai Wammen (S), Morten Østergaard (B) og Peter Skaarup (DF) er alle AGF fans og mødtes i aften til nedrykningsbraget AGF vs. Esbjerg på Den Glade Gris i København.
AGF vs. Esbjerg Boldklub i nedryknings play off. Uffe Elbæk (Å), Nicolai Wammen (S), Morten Østergaard (B) og Peter Skaarup (DF) er alle AGF fans og mødtes i aften til nedrykningsbraget AGF vs. Esbjerg på Den Glade Gris i København. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Morten Østergaard (R), Nicolai Wammen (S), Uffe Elbæk (Å) og Peter Skaarup (DF) er normalt uenige om stort set alt lige fra flygtninge, miljø eller skat, når banen hedder Christiansborg.

Men i går handlede det om deres elskede fodboldklub AGF og kampen for at undgå den frygtede nedrykning til 1. division. Christiansborgs AGF-loge var samlet for at støtte holdet fra 1880. Dog ikke på Ceres Park i Aarhus, men på Den Glade Gris i Indre København.

Sådan et arrangement kan være med til at ’smøre kæden’ mellem politikerne, mener Radikale Venstres politiske leder, Morten Østergaard.

AGF vs. Esbjerg Boldklub i nedryknings play off. Uffe Elbæk (Å), Nicolai Wammen (S), Morten Østergaard (B) og Peter Skaarup (DF) er alle AGF fans og mødtes i aften til nedrykningsbraget AGF vs. Esbjerg på Den Glade Gris i København.
AGF vs. Esbjerg Boldklub i nedryknings play off. Uffe Elbæk (Å), Nicolai Wammen (S), Morten Østergaard (B) og Peter Skaarup (DF) er alle AGF fans og mødtes i aften til nedrykningsbraget AGF vs. Esbjerg på Den Glade Gris i København. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Sådan en som Peter Skaarup og jeg, er nok så politisk uenige, som man kan være. Men vi har jo noget sammen bl.a. Aarhus og AGF. Selv i de mest svære forhandlingssituationer, så er det rart at have noget, der samler. Det betyder meget mere i politik, end man tror,« siger Radikales formand, der tog en slurk af sin kolde fadøl, der ’jo hører sig til under en fodboldkamp’, og slog ud med armene over en brændt AGF-chance.

AGF spillede 0 -0 i den første kamp hjemme mod Esbjerg, så en sejr var nødvendig, hvis AGF skulle sikre sig overlevelse i Superligaen. Noget, der da også fik sved på panden for politikerne.

Dansk Folkepartis politiske ordfører Peter Skaarup er glad for, at de ’for en gang skyld kunne blive enige om et eller andet’.

»Det er ikke så tosset. Helt seriøst så betyder det faktisk ret meget, at vi kan samles om AGF.  Fodbold bløder stemningen op i mellem os,« siger Peter Skaarup, der rettede AGF-tørklædet om halsen igen og tog en slurk af sin øl, mens han gav 'high fives' til de andre politikere, efter en vital AGF-scoring.

AGF vs. Esbjerg Boldklub i nedryknings play off. Uffe Elbæk (Å), Nicolai Wammen (S), Morten Østergaard (B) og Peter Skaarup (DF) er alle AGF fans og mødtes i aften til nedrykningsbraget AGF vs. Esbjerg på Den Glade Gris i København.
AGF vs. Esbjerg Boldklub i nedryknings play off. Uffe Elbæk (Å), Nicolai Wammen (S), Morten Østergaard (B) og Peter Skaarup (DF) er alle AGF fans og mødtes i aften til nedrykningsbraget AGF vs. Esbjerg på Den Glade Gris i København. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Også Socialdemokratiets politiske ordfører Nicolai Wammen mener, at kærligheden til netop AGF kan skabe en bedre stemning mellem politikerne. Også på Christiansborg.

»Vi tilhører fire forskellige partier, men elsker kun et hold. Det betyder også, at vi snakker om det på arbejdet. Det første emne, der kommer op, når vi snakker, er AGF. Hvis der er en dag, hvor vi er meget uenige politisk, så er det godt at kunne snakke lidt om ’De Hviii’, og så kommer smilene frem igen,« siger Nicolai Wammen, der knytter hænderne af spænding, efter at AGF i en længere periode forsvarede sig mod et hårdt Esbjerg-pres.

De helt store jubelbrøl og svingen med tørklæderne fra politikerne kom imod slutfløjtet, efter en højdramatisk kamp. AGF kom dermed et skridt tættere på overlevelse i landets bedste fodboldrække med resultatet 3-1 mod Esbjerg, og mon ikke, at de fire politikere kan mødes over en AGF-kamp og en fadøl næste sæson?