B.T. har herunder samlet 22 spørgsmål som Henriette Kjær nægter at svare på.

Kære Henriette Kjær,

B.T. har de seneste uger skrevet om din og din samlever, Erik Skov Pedersens, økonomi. Vi har beskrevet, hvordan din svigermor hævder, at hun har lånt jer betydelige beløb, uden at I har betalt hende igen, vi har beskrevet, at I er under mistanke for dokumentfalsk og vi har fortalt, at du og din samlever flere gange er blevet dømt for at misligeligeholde betalingsforpligtigelser. Vi har mange gange bedt om et interview, men det har du afslået, og du har istedet valgt at give mere overfladiske svar på spørgsmål i sagen til andre medier.

Vi har derfor sammenfattet en række spørgsmål til dig - i håb om, at du vil svare.

1)

Du blev den 1. december 2010 dømt til at betale 149.841,94 kroner og 6.850,00 kroner i omkostninger på et lån optaget i GE Money Bank. Du har sagt, at du “har haft et ønske” om at indfrie gælden fuld ud, men at du “desværre ikke har formået” at overholde forpligtigelsen. Det fremgår imidlertid af dommen, at du slet ikke har svaret retten i Lyngby på dens henvendelser. Du har fået et antal rykkere, stævninger og indkaldelser til retsmøder, angiveligt uden at reagere - hvis du ikke var i stand til at betale, hvorfor har du så ikke svaret retten og anmodet om at måtte betale i rater? Har du overhovedet reageret på henvendelser fra GE Money Bank?

2)
Din samlever, Erik, blev den 27. september 2006 dømt til at betale SEB Kort 25.581,21 kroner med rente og omkostninger på grund af manglende betaling af gæld på kreditkort. Den 28. december 2009 blev Erik igen dømt til at betale 60.166,18 plus rente og omkostninger til Diners Club, igen fordi han ikke havde betalt gæld på et kreditkort. I begge tilfælde har Erik undladt at svare kreditorerne i sagen - han har bare været tavs. Hvordan stemmer det med dine påstande om, at I “tager ansvar” og gør hvad I kan for at reducere jeres gæld?

3)
Du og Erik er blevet dømt for ikke at betale en VVS-mand, jeres havemand og et byggeselskab for arbejde, de har udført. I et interview, du har givet, har du ikke virket som om, at det var noget, du så særligt alvorligt på. Du har sagt, at du “har betalt”, men bare for sent. Synes du det er rimeligt, at små håndværksmestre skal sende dig rykkere, bruge penge på advokater og sende dig i retten for at få deres penge - hvorfor har du ikke indgået frivillige aftaler og betalt i rater?

4)
Er der håndværkere, I skylder penge, men som ikke orker eller har råd til advokater og retssager, måske fordi de er bange for, at I alligevel ikke betaler?

5)
Især små håndværksmestre kan være ramt på økonomien og dårligt have råd til, at kunder systematisk undlader at betale - hvorfor har du udsat håndværkere for det?

6)
Du har sagt (til TV2), at det, der er vigtigt for dig”, er, at “man ikke ligger andre til last. Og det gør hverken Erik eller jeg.” Mener du virkeligt, at du ikke ligger nogen til last? Du har også sagt , at “når man er kreditor, som ikke får sine penge til tiden, så får man renter og sagsomkostninger betalt. Og det er så det, som man får ud af at vi betaler for sent...” - det lyder som om, at du tager meget lidt alvorligt på den slags sager. Siger du, at det er i de små håndværksmestres interesse, at du betaler for sent?

7)
Du siger, at du og Erik sætter “tæring efter næring” og du siger, at du “ikke vil finde dig i at blive beskyldt for at leve over evne” - alligevel har I de seneste år optaget ny gæld. Hvorfor anskaffede I jer den 16. december 2010 en Mercedes til 580.000 kroner, uden at være i stand til at betale den? Kunne I havde klaret jer med en mindre bil - eller kun én bil, din Opel Insignia 2.0 til 429.000 kroner


8)
I fik i december 2010 et selskab på Fyn til at lægge 580.000 kroner ud for denne Mercedes - Erik fortalte, da han fik selskabet til at betale bilen, at han “lige manglede penge”, men straks efter få dage ville betale. Nu, mere end en måned senere, har ejendomsselskabet måtte tage bilen tilbage, fordi I ikke kunne betale. Nu er selskabet brændt inde med en Mercedes, det ikke ønskede, og som det kun købte for at hjælpe jer? Hvad synes du om det?

9)
I 2005 lånte du og Erik 200.000 kroner hos et arkitektfirma i Vejen. Din svigermor, Yvonne Gerda Pedersen, står som selvskylderkautionist - det vil sige, hun hæftede for gælden, hvis I ikke kunne eller ville betale. Lånet forfaldt i 2007, men I betalte det først i sidste uge, altså med mere end tre års forsinkelse? Hvad er din forklaring på det?

Hvilket spørgsmål vil du selv stille til Henriette Kjær? Stil det her.

10)
Din svigermor, Yvonne Gerda Pedersen, står som selvskyldnerkautionist. I siger, at hun var tilstede den 23. december 2005 i BG Bank i Gentoftegade i Gentofte og dér underskrev. Selv siger hun, at hun ikke var tilstede og ikke skrev under. Er du sikker på, at hun var tilstede?

11)
Det dokument, du siger, at din svigermor skrev under på, virker mærkeligt - det er skrevet med forskellige skrifttyper, det er ikke forsynet med dato ved din svigermors underskrift; Danske Bank - tidligere BG Bank - siger, at det ikke har kopi af dokumentet, og medarbejderne husker ikke sagen. De vitterlighedsunderskrifter, der gælder din svigermors underskrift, står på en særskilt side, og altså ikke - som det er normalt - ved siden af underskriften. Hvem udfærdigede dokumentet? Hvorfor er det lavet med forskellige skrifttyper? Hvorfor fik I BG Bank til at underskrive til vitterlighed, når der er tale om et privat dokument? Hvorfor står underskrifterne på to forskellige sider? Kan du garantere, at dokumentet er ægte?

12)
Din samlever, Erik, henvendte sig i december 2008 til ejendomsmanden Peter Bendixen og bad om at måtte låne 150.000 kroner. Det afviste Bendixen med den begrundelse, at Erik “ikke var et godt papir” - to eller tre dage senere kom han tilbage med sin mors underskrift på et lånedokument, således at hun fremstod som låner. Bendixen er ikke i tvivl om, at pengene var til Erik og de blev da også overført til ham. Erik har senere - i strid med sandheden - påstået, at pengene var til din svigermor. Kendte du til det lån? Hvorfor har din samlever ikke talt sandt om sagen?

13)
Erik lånte i 2008 150.000 kroner af Bendixen - og skylder ham yderligere 100.000 kroner eller mere. Han siger, at Erik og du ikke har betalt af på gælden. Er det en rimelig behandling af en kreditor, der prøver at drive et lille selskab, og som har hjulpet Erik og dig i svære tider?

14)
Du har sagt, at I gør “alt for at gældsafdrage” - hvor betaler I ikke jeres gæld til Peter Bendixen på i omegnen af 250.000 kroner før I køber en Mercedes til 580.000 kroner.

15)
Du udstedte den 17. juli 2000 en dækningsløs check til din svigermor på 25.000 kroner. Ifølge din svigermors bankregnskab udstedte hun samtidig en check på 25.000 kroner til dig. Ifølge hende foregik det flere gange på den måde, at hun udstedte checks med dækning til jer - og I gav hendes dækningsløse checks tilbage med den forklaring, at hun om “nogle få dage” kunne indløse de checks, I havde givet hende. I tre tilfælde - 25.000 kroner den 17. juli 2000, 90.000 kroner den 12. marts 2004 og 30.000 kroner den 1. august 2000 - fik hun dækningsløse checks, uden at hun siden på anden vis har fået pengene. Er det rigtigt, hvad sin svigermor fortæller? Du har beviseligt udstedt en check. Hvorfor var der ikke dækning? Har du senere på anden vis betalt pengene?

16)
Din svigermor har fortalt, at hun gennem årene har lånt jer mange penge, i omegnen af en million kroner, men kun har fået betalt få af dem tilbage? Er det sandt?

17)
Din svigermor siger, at du og Erik i september 2005 fik 22.000 til at betale restgælden på et fjernsyn, 16.000 til en naturgasregning, 10.000 til en telefonregning - og i november 2005 fik Erik ydeligere en check på 62.000 kroner. Han betale 23.750 kroner tilbage. Det vil sige, at I for det år skylder 86.250 kroner. Afviser du det regnestykke? Har din svigermor hjulpet jer med naturgasregninger og telefonregninger?

18)
Din svigermor har fremlagt et omfattende regnskab for, hvad I har lånt i 2009. Blandt andet gav hun Erik 10.000 kroner, så han kunne tage børnene med på ferie til Sydfrankrig. Tre gange under ferien overførte hun penge til Erik - ialt 8000 kroner. Er det sandt? Hvorfor er pengene ikke betalt tilbage?

19)
Du og Erik vil anlægge en injuriesag mod din svigermor, fordi hun har politianmeldt jer med mistanke om, at I begge eller Erik har forfalsket hendes underskrift på to lånedokumenter. Hvori består injurien? Din svigermor har sagt, at hun ikke så anden vej ud af sagen, fordi hun var bange for at komme til at hænge på gæld, som I har optaget? Hvad siger du til det?

20)
Erik har sagt, at din svigermor er “senil” og du har sagt, at “hun befinder sig i en slags ondsindet blodrus”, at hun er “direkte ondsindet” og “helt uden filter.” Er det ikke også injurier?

21)
Du sagde for fire dage siden, at det ikke ville være fornuftigt at sælge dit og Eriks hos nu. I dag (tirsdag den 25. januar) meddeler din sanlever så, at I vil sælge huse. Hvad er der sket? Er du blevet presset til økonomisk oprydning?

22)
I 2005 udførte reklamebureauet Manipulation arbejde for din valgkampagne til et beløb på 182.030 kroner. Undtagelsesvis, da du var førende politiker, undlod bureauet at bede dig betale for dagsbladsannoncer, som det elllers er normalt, og lagde selv pengene ud. Da regningen skulle betales, hørte firmaet aldrig fra dig, og det måtte rykke igen og igen. Er det rimeligt?

Hvilket spørgsmål vil du selv stille til Henriette Kjær? Stil det her.