Svimlende 90 milliarder kr. Eller næsten tre storebæltsbroer.

Så høj er prisen for Dansk Folkepartis forslag til øgede fradrag og lettelser i skatter og afgifter siden sidste folketingsvalg. Det fremgår af en række beregninger, som Socialdemokraterne har samlet fra Skatteministeriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet, Uddannelses- og Forskningsministeriet samt Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter.

På baggrund af de nye beregninger mener skatteminister Benny Engelbrecht (S), at Dansk Folkeparti tager danmarksrekorden i flest forslag til milliardskattelettelser.

Læs også:

Slået på målstregen

»Jeg har bidt mærke i, at de borgerlige partier for tiden har kastet sig ud i en ’hvem kan love flest skattelettelser-konkurrence’. Men jeg havde alligevel ikke set det komme, at Dansk Folkeparti vel nærmest tager danmarksrekorden i flest forslag til milliardskattelettelser. Liberal Alliance må føle sig slået på målstregen,« siger ministeren til BT.

I december opremsede BT i alt 17 forslag fra Dansk Folkeparti, der samlet gav skattelettelser for 36 mia. kr. Beløbet fordobles nu, fordi Økonomi- og Indenrigsministeriet efter ønske fra Socialdemokraternes skatteordfører Jesper Petersen har regnet på et konkret forslag, som Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup omtaler i interviewbogen fra sidste år ’Peter Skaarup – et biografisk portræt’.

Her forklarer Skaarup, at en butiksansat med to børn får en gevinst på 2.425 kr. om måneden efter skat ved at tage et job i forhold til at være på kontanthjælp: »Er det nok, kunne man spørge sig selv om. Man kunne også omvendt spørge: Hvor stor skal forskellen egentlig være? Her er mit udspil: Man skal have 5.000 kr. ekstra om måneden efter skat ved at tage et job. Den garanti skal vi give: 5.000 kr. ekstra om måneden efter skat ved at tage et job! Så meget mere skal man have for at stå op og smøre madpakke og tage toget og være på arbejde hele dagen,« lyder det fra Peter Skaarup i bogen.

Læs også:

Ifølge beregningerne fra Økonomi- og Indenrigsministeriet kommer det til at koste statskassen 53 mia. kr. i tabt provenu ved at hæve beskæftigelsesfradraget, så forskellen mellem at arbejde og være på kontanthjælp bliver på 5.000 kr. om måneden.

Ingen skat på smartphones

Socialdemokraterne har ligeledes fået undersøgt konsekvenserne ved to forslag fra Dansk Folkepartis skatteordfører Dennis Flydtkjær om henholdsvis at annullere ophævelsen af formueskatten og fjerne skatten på smartphones, hvilket ifølge Skatteministeriet vil koste staten tilsammen 545 mio. kr. i mistede indtægter.

Benny Engelbrecht undrer sig samtidig over, at Dansk Folkeparti går til valg på, at den offentlige sektor skal vokse med 0,8 procent om året ind til 2020.

Pengetræ i baghaven?

»Dansk Folkeparti er jo ikke ligefrem bleg for at foreslå den ene milliard efter den anden på alle mulige velfærdsområder.

Men det er mig uforståeligt, hvordan Dansk Folkeparti på den ene side kan kræve endnu flere penge til offentlig velfærd end regeringen og på den anden side samtidig foreslår massive skattelettelser til omkring 90 mia. kr.,« siger skatteministeren, der undrer sig over, om Thulesen Dahl har et pengetræ i baghaven.

»Jeg indrømmer, at den slags milliarder da kunne være rare at have, og hvis Thulesen Dahl har et pengetræ i baghaven, så hører jeg meget gerne fra ham.

Men det vil altså klæde Dansk Folkeparti at fremlægge en plan for, hvordan regningen for alle deres mange forslag skal betales,« siger han.