Efter mere end 105 timers arbejde blev Lars Løkkes privatchauffør presset til at bryde arbejdsmiljøloven - ’svineri’ siger forbund

Efter ni arbejdsdage i træk og mere end 100 timers arbejde blev en 59-årig trofast og loyal Venstre-mand sat til at agere chauffør for Lars Løkke. Midt i valgkampen skulle han køre formandens hustru, Sólrun, til Fredericia, hvor hun skulle mødes med sin mand.

Opgaven som chauffør kom oven i, at han passede sit normale fuldtidsarbejde som international partisekretær for Venstre. I alt arbejdede han 16 dage i træk og mere end 183 timer, før han fik sin første fridag.

Det afslører oplysninger om Venstre-medarbejderens arbejdstider, som BT er kommet i besiddelse af.

Se grafikken over det samlede arbejdspres i bunden af artiklen.

- Jeg vil kalde det for noget regulært svineri, lyder reaktionen fra John Dybart, formand for Serviceforbundet, der blandt andet er fagforbund for landets privatchauffører.

Det er ikke det eneste eksempel på hårde arbejdsvilkår i Venstre.

Bogen ‘LLR’, der udkom mandag på Berlingske Medias forlag, beskriver hvordan en anden af Lars Løkkes privatchauffører efter kun seks måneders arbejde må lade sig indlægge på Psykiatrisk Center Hvidovre med et sammenbrud. Tilsyneladende slidt ned af arbejdspresset som chauffør for Venstre-formanden.

- Med de to eksempler ser det jo oven i købet ud til, at der er systematik i det. Hvor er vi henne, når et af Danmarks største partier ikke vil overholde den gældende lovgivning, spørger formanden for Serviceforbundet.

Bogen skildrer, hvordan partiets 59-årige internationale sekretær i 2011 bliver bedt om at agere privatchauffør for formandens hustru. Midt under en travl valgkamp, hvor han i forvejen arbejder for fuld tryk.

Den tro og loyale Venstre-mand fra partikontoret i Søllerød skulle lørdag den 10. september køre Lars Løkkes hustru, Sólrun, til Fredericia, hvor hun skulle mødes med sin mand.

Nye oplysninger dokumenterer nu, hvordan den aldrende partimand arbejdede ni dage i træk. Før han satte sig bag rattet og kørte de 450 km frem og tilbage, havde han været på arbejde mere end 105 timer - kun afbrudt af korte pauser.

- Kørslen til Fredericia er ikke på nogen måde forsvarlig kombineret med det arbejdspres, understreger John Dybart fra Serviceforbundet.

Den pågældende lørdag mødte han på kontoret i Søllerød klokken 8.15. Dagen før, fredag, havde han først fået fri klokken 21.30. Ifølge Serviceforbundet er det oven i købet et brud på arbejdsmiljølovens såkaldte 11-timers regel.

Reglen har til formål at sikre arbejderne, så ingen som følge af træthed eller udmattelse udgør en fare for sig selv eller andre. Ifølge oplysningerne henter Niels Kirkegaard Sólrun ved Holmens Kirke i København og kører hende til Fredericia Idrætscenter.

Kvart over syv om aftenen, efter en arbejdsdag på 11 timer, er chaufføren hjemme i Nordsjælland. I alt arbejdede han 16 dage i træk. Gennemsnitligt mere end 11 timer om dagen. Sammenlagt 183 timer. Ved månedens udgang havde han 225 timers overarbejde. Et tal der dog blev lavere, men som ved årsskiftet blot blev ‘nulstillet’, har han fortalt til BT tidligere.