Den tidligere politiker Naser Khader lagde torsdag aften et billede på facebook, der på ingen tid er blevet ekstremt populært. Billedet fremhæver nemlig, hvad der er så smukt ved demokratiet og ytringsfriheden i Danmark.

Da Naser Khader havde holdt tale til et debatmøde på Christiansborg, afholdt af Trykkefrihedselskabet, kaldte tissetrangen. Og på det nærliggende toilet mødte han sine tidligere politiske modstandere Søren Krarup og Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti. Det er der kommet et sjovt billede ud af, som Naser Khader efterfølgende lagde op på Facebook med ordene:

- Se hvem jeg fandt på dame wc'et efter jeg holdt tale v gå hjem-mødet om ytringsfriheden på Christiansborg. Det er mine to søde, humoristiske og sorte fætre; Søren Krarup og Jesper Langballe. Jeg har ikke set dem siden sidste valg, og jeg har ikke selv været på Borgen siden. Alt i alt en god oplevelse i dag. Og så vil jeg endnu engang gentage: Fordi man er uenig, så behøver man ikke at hade hinanden. Det er styrken ved det danske demokrati, skriver Naser Khader på Facebook.

Naser Khader mener, at billedet symboliserer, hvad der er så godt ved det danske demokrati.

- Billedet viser, at selvom om vi har forskellige holdninger og er uenige om mange ting, så hader vi ikke hinanden eller bærer nag. Mange lande kunne lære noget af det danske demokrati, siger Naser Khader.

Og i det danske demokrati skal der være plads til, at man siger sin mening.

- Jeg sagde til Lars Hedegaard i går: 'Jeg er meget uenig med dig, men du skal have lov til at vrøvle. Det er meget vigtigt for ytringsfriheden.'