Der blev - kvit og frit - budt på bunkevis af stegt flæsk og persillesovs på den blokaderamte Restaurant Vejlegården i aftes.
Initiativtageren, kunstner og galleriejer Erik Guldager, havde på forhånd via en besked på Facebook opfordret til at komme og give moralsk opbakning til restauratør Amin Skov Badrbeigi i 3Fs aktuelle faglige kamp mod spisestedet, som har tegnet overenskomst med Kristelig Fagbevægelse. I samme invitation bød Erik Guldager på den traditionsrige ret på hans regning, og han havde lejet hele restauranten og samtlige 110 spisepladser til formålet.
Og borgerlige politikere stod i kø for sultent at sætte kniv og gaffel i det hårdtbrændte flæsk, så det næsten kunne have karakter af valgflæsk.
SE ALLE BILLEDERNE: Borgerlige politikere til stegt flæsk på Vejlegården
I hvert fald var en lang række af dem mødt frem for at lufte parolerne og svinge frihedens fane i den lune sommerluft.
På dagen, da Venstres Inger Støjberg, tidligere beskæftigelsesminister, genfremsatte forslaget om, at det skal være forbudt ved lov at lave blokade ved virksomheder, så længe den pågældende virksomhed blot har tegnet en eller anden form for overenskomst, mødte hun selv op og talte varmt for sit eget forslag.
Sekunderet ved de hviddækkede borde af en række andre borgerlige politikere som Kristian Jensen, Ellen Trane Nørby, Troels Lund Poulsen, Sophie Løhde, Kim Andersen, Kristian Thulesen Dahl, Mai Henriksen og Anders Samuelsen, gik hun til flæsket og sovsen på restauranten, der ligger lige klos op ad Vejle Å.
Forslaget om forbud mod faglige blokader har på trods af den massive borgerlige moralske opbakning på Restaurant Vejlegården i aftes dog næppe nogen gang på jord foreløbig.
Initiativtageren til støttearrangementet, Erik Guldager, som nok mest er kendt for at være manden, der som gallerist udstiller Muhammed-tegneren Kurt Westergaards værker, var helt overvældet over interessen for at deltage.
- Min mailboks brød sammen. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at så mange gerne ville være med og støtte op om det her. Jeg har fået mail fra 2.432 mennesker, og jeg har måttet sige nej til bl.a. Lene Espersen og Lars Barfoed, som meget gerne ville komme til Vejle i aften.
Men der er altså kun 110 pladser i restauranten, så derfor har jeg måttet afvise så mange, lød det fra Erik Guldager, som fik sved på panden af at fordele bordkort, byde velkommen og i det hele taget få det hele til at glide.