Sommeren har været hård for regeringspartierne S og SF. Først var det SF, der måtte finde sig i internt uro, personificeret i Özlem Cekic, der nægtede at stemme for regeringens skatteforlig med Venstre og De Konservative. Noget der førte til, at SF’s ledelse valgte at strippe Cekic for alle ordførerskaber og placere hende i skammekrogen – uden ret til at udtale sig som SF’er.

Den seneste uge har det så været det store regeringsparti, Socialdemokraterne, der har måtte stille op til offentlige klø fra egne rækker. Det startede for alvor, da TV2 kunne afslører et særdeles kritisk brev til statsminister Thorning og den øvrige socialdemokratiske ledelse fra en samlet organisation i Aalborg. I brevet skriver græsrødderne fra Aalborg bl.a., at ”vi mener at vores parti i den nuværende krise har mistet følingen med hvilke problemstillinger danskerne er optaget af”.

Brevet fik endnu flere kritikere til at stå frem landet over. Ikke bare internt i partiet – også ”vennerne” i Enhedslisten, regeringens (tidligere) støtteparti, har fundet den skarpe kritik frem. I en kampagne, som Johanne Schmidts tropper vil turnere rundt i sommerlandet med, kræver partiet ”Regeringen tilbage på sporet”.

Den megen kritik – ikke mindst fra Enhedslisten – har nu fået den socialdemokratiske top til at slå i bordet, krybe ud af skjulet og kaste sig ind i kampen. Og det med den tilbagevendte kriger, Henrik Sass Larsen i spidsen. Til dagbladet Politiken siger han.

- Der er blevet råbt »pis«, »klaphatte« og »forrædere« efter os. Det er jo et sprogbrug, som er ganske, ganske voldsomt. Måske vil Enhedslisten få en vælgermæssig fordel ud af det. Men de vil ikke få den fordel, at der er en S-ledet regering bagefter, siger han og fortsætter.

- Enhedslisten er et ekstremt, venstreorienteret parti, der ønsker sig et klasseløst, kommunistisk samfund. Vi kan ikke få al vores politik igennem med dem, for de vil jo ikke skrive under, når det begynder at gøre ondt. Og det er jo problemet: Man kan ikke få det danske samfund til at hænge sammen med fantasilliarder.

Den socialdemokratiske gruppeformand er heller ikke imponeret over, at Enhedslisten er nødt til at vende hver en vigtig beslutning med baglandet, inden de kan sige ja eller nej til noget - noget som de interne regler i partiet tilsiger, at man skal.

- Vi kan ikke have, at en forsamling af mennesker – hvor nogle er leninister, nogle er marxister, nogle er trotskister, nogle er kommunister – skal sidde og køre landet. Det går ikke, siger han.