Det er verdenshistoriens største skilsmisse, der er blevet sat i gang torsdag, siger udenrigsministeren.

Bruxelles/London. Det er ikke en af den slags politiske begivenheder, man bør fejre med kage.

Det mener udenrigsminister Anders Samuelsen, efter at Storbritannien torsdag formelt har afleveret sin udmeldelse til EU.

For Danmark gælder det nu om at varetage danske interesser, lyder den danske regerings linje.

Og noget af det, der står allerøverst på listen, er forholdene for de danskere, der bor i Storbritannien.

- Der er ikke noget, der har ændret sig fra i dag til i morgen i forhold til danskere, der bor i England. Men det er noget, der skal afklares meget hurtigt.

- Det gælder også for briter, som bor i Europa, siger Anders Samuelsen.

Det er usikkert, hvor mange danske statsborgere der bor i Storbritannien. De tal, der har været fremme, varierer mellem 20.000 og 50.000. Til gengæld har Danmarks Statistik tal på, hvor mange briter der bor i Danmark. Det er 17.556.

Samuelsen lægger ikke skjul på, at han ærgrer sig over, at briterne siger farvel til EU.

- Vi står over for den største skilsmisse i verdenshistorien. Det gør ondt følelsesmæssigt på begge parter. Og vi skal afklare, hvor vi står økonomisk, og hvem der skylder hinanden hvad.

Mens regeringen omtaler den britiske udmeldelse som en skilsmisse, betegner Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, det som en festdag for demokratiet.

Anders Samuelsen understreger, at der altid er positivt, at vælgerne bestemmer. Også selv om man ikke er enig i resultatet. Og han pointerer, at alle respekterer briternes valg.

- Men for mig at se er der ingen grund til at bage en kage på grund af det her. Og slet ikke at sætte lys i.

Han vurderer i øvrigt, at der ikke var noget overraskende i det officielle udmeldelsesbrev, Storbritanniens premierminister, Theresa May, afleverede til EU torsdag.

/ritzau/