Forhandlingerne om årets finanslov er gået ind i sin slutfase, men samtidig bliver der indgået delforlig undervejs.

På justitsministeriets område er der indgået aftale om at oprette 200 ekstra fængselspladser, hvor financieringen blandt andet findes ved at begrænse det offentlige tilskud til tandrensning til en gang årligt.

På forksningsministeriets område, er der indgået aftale om at give flere penge til forskning, mod at spare på offentlige tilskud til høreapparater og håndkøbsmedicin til pensionister.

Liberal Alliance er forligsparter på begge aftaler, og formanden - Anders Samuelsen - har ingen problemer med, at partiet som forligspartner sikrer, at regeringen får sin finanslov igennem.

- Sådan har vi altid arbejdet. Hvis der er delaftaler, der peger i den rigtige retning, så tager vi gerne et medansvar. Foreløbig har vi indgået 14-15 aftaler med regeringen og det gør vi gerne. Men vi gør det kun, hvor det trækker i den rigtige retning, siger Anders Samuelsen.

I forhold til forskningsaftalen, hvor man financierer øget forskning med 180 mio fra sundhedsområdet, fastslår han, at der ikke konkret fjernes penge fra sundhedsområdet.

- I realiteten har de private fået en overnaturlig høj profit indtil nu, fordi prisen på høreapparater er faldet, mens tilskuddet er blevet pristalsreguleret. Jeg forventer, at folk relativt kommer til at betale det samme i egenbetaling, som de gør nu, siger Samuelsen.

Han medgiver også, at den afbureaukratisering af proceduren for tilkendelse af høreapparater, som samtidig er en del af aftalen, har været et væsentligt element for Liberal Alliance.

- Vi afslutter gerne flere delforlig med regering, de kan bare kalde på os. Men de har tilsyneladende valgt at satse på Enhedslisten for at holde ro i egne rækker, siger Samuelsen.