Udenrigsminister Anders Samuelsen er som den første danske minister i Rusland efter konflikten i Ukraine.

Arkhangelsk. Situationen i Ukraine og i særdeleshed Krim vil udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) bringe på dagsordenen, når han mødes med sin russiske kollega, Sergej Lavrov, i Rusland.

Mødet finder sted i forbindelse med konferencen International Arctic Forum i Arkhangelsk onsdag og torsdag.

Det er første gang, at en dansk minister er i Rusland siden annekteringen af Krim-halvøen for tre år siden - i marts 2014.

Samuelsen og Lavrov mødes til en middag onsdag aften.

- Der er få til stede, og det bliver en helt anden mulighed for at få en direkte snak om nogle af de emner, hvor vi samarbejder, og hvor det kører fint, men også de områder, hvor vi ikke ser ens på sagerne.

- Vi skal fortsætte samarbejdet på det arktiske område, og vi har nogle udeståender i forhold til Ukraine og Krim, og det bliver vi også nødt til at tale om, siger Samuelsen inden konferencen til Ritzau.

Selve konferencen handler om økonomisk udvikling, teknologi, kultur, miljø og bæredygtighed. Fokus vil være på at udvikle potentialerne i de arktiske egne.

Ruslands rolle i krigen i det østlige Ukraine udløste sanktioner mod Rusland fra EU og USA. Sanktionerne har forværret et allerede anstrengt forhold mellem russerne og Vesten.

Russernes rolle i Syrien er også et tema, som Samuelsen vil drøfte med Lavrov. Den russiske præsident, Vladimir Putin, deltager ligeledes i konferencen, men Samuelsen regner ikke med at møde Putin til en snak.

Strategien over for Rusland kører i to spor, fortæller Samuelsen.

- På den ene side skal vi være kontante i forhold til sanktionerne. Det er nødvendigt i forhold til annekteringen af Krim og de brud på internationale spilleregler, som russerne har lavet.

- På den anden side skal vi også fastholde en dialog, og der er det arktiske område et godt sted at gøre det, fordi det også set fra russernes side er et lavspændingsområde, siger Samuelsen.

/ritzau/