Få dage før Løkke tager til topmøde i Bruxelles, løfter Folketingets partier pegefingeren over for Tyrkiet.

København: Om få dage vil EU-landenes stats- og regeringschefer forsøge at indgå en omstridt aftale med Tyrkiet. EU lover Tyrkiet visumfrihed og yderligere tempo i forhandlingerne om medlemskab i EU, mod at Tyrkiet lukker af for flygtninge og migranter over Middelhavet.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) deltager, men noget udsædvanligt rejser han af sted til topmødet med en skarp kritik af Tyrkiet i bagagen.

Tirsdag vedtog et samlet Folketing - inklusiv regeringspartiet Venstre - et såkaldt forslag til vedtagelse, hvor partierne sætter ord på deres opfattelse af den politiske udvikling i Tyrkiet.

I vedtagelsen hedder det blandt andet:

- Folketinget finder, at udviklingen i Tyrkiet på retsstatsområdet og med hensyn til grundlæggende rettigheder giver anledning til alvorlig bekymring.

Dermed sender Folketinget et signal om, at man finder den tyrkiske præsident Erdogans nuværende politiske kurs uacceptabel.

Vedtagelsen kommer efter en række menneskerettighedsproblemer i Tyrkiet. Senest har de tyrkiske myndigheder fået kritik for at overtage kontrollen med den regeringskritiske avis, Zaman, der er Tyrkiets mest sælgende avis.

- Tyrkiet bør straks adressere de store mangler, der er identificeret i Europa-Kommissionens landerapport, og efterleve dommene fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hedder det i vedtagelsen.

Her berører partierne også Tyrkiets forhold til det kurdiske mindretal:

- For så vidt angår det kurdiske spørgsmål, opfordrer Folketinget indtrængende parterne til at genoptage fredsforhandlingerne for at finde en holdbar politisk løsning, hedder det i vedtagelsen.

I alt 111 medlemmer af Folketinget stemte for og som ventet ingen i mod. Enhedslistens udenrigsordfører Nikolaj Villumsen siger:

- Jeg er glad for at et samlet Folketing i dag har vedtaget en klar kritik af de voldsomme menneskerettighedskrænkelser, der finder sted i Tyrkiet. Lukningen af kritiske medier og fængslingen af folkevalgte og journalisterne er helt uacceptabel, siger Nikolaj Villumsen.

Selvom Venstre også var ved til at formulere teksten og stemte for i salen, mener Enhedslisten, at særligt Venstres formand Lars Løkke Rasmussen bør huske på ordene, når der i denne uge skal forhandles med Tyrkiet.

/ritzau/