Kend din folketingspolitiker: De Konservatives Rasmus Jarlov synes, politikere fylder for meget i den politiske debat. Han kan blive rasende, når der er urent spil i demokratiet og ser tilbage på slagsmålet om kvælstofregnskabet i landbrugspakken som sin karrieres mest dramatiske øjeblik.

Hver dag i den kommende periode stiller Berlingskes Politiko 17 faste spørgsmål til en af Folketingets 179 medlemmer.

I dag kan du komme tæt på de Konservatives Rasmus Jarlov.

1. Hvad kan gøre dig mest rasende?
»Urent spil i demokratiet. Eksempelvis hvis nogen forsøger at skjule eller fortie sandheden over for Folketinget og offentligheden.«

2. Hvornår føler du dig mest magtfuld?
»Når jeg får overbevist nogen om et synspunkt. Det er debatten, som er det vigtigste i politik.«

3. Hvad er det mest skelsættende øjeblik i dit liv?
»Da jeg røg ud af Folketinget i 2011. Det tvang mig til at overveje mange ting. Det fik mig blandt andet til at starte den lille virksomhed, som jeg stadig har i dag.«

4. Hvad ville du lave, hvis du ikke var politiker?
»Så ville jeg lægge mine kræfter i min lille vognmandsforretning, hvor vi transporterer folk i minibusser.«

5. Hvem ser du op til?
»Folk der klarer sig selv økonomisk og er gode forældre.«

6. Hvad er opskriften på en god dag for dig?
»At få min nattesøvn, være velforberedt, udrette noget og have det hyggeligt med min kæreste.«

7. Hvad er det mest dramatiske øjeblik i din politiske karriere?
»Slagsmålet om kvælstofregnskabet i landbrugspakken.«

8. Hvad er den bedste bog, du har læst?
»Kongens Fald af Johannes V. Jensen.«

9. Hvis du havde 1 mia. kr., hvad ville du så bruge dem på?
»At styrke det danske forsvar.«

10. Hvad tænker du på, når du ikke kan falde i søvn?
»Om jeg har været tro mod mine overbevisninger.«

11. Hvad er det vigtigste, du har ændret i det danske samfund?
»Jeg har været med til at rykke mange debatter.  Blandt andet var jeg med til at få fokus på problemerne med angreb på jøder og behovet for at skabe økonomisk vækst og et bedre forsvar af Danmark. Konkret har jeg sikret en bedre miljøbeskyttelse af de danske vandløb, lidt lavere parkeringstakster i København og bla. været medvirkende til kontanthjælpsloftet og opstarten af Radio24syv.«

12. Hvilken politiker fra et andet parti end dit eget er den bedste debattør i Folketinget?
»Lars Løkke Rasmussen.«

13. Hvad er løsningen på samfundets største problem i øjeblikket?
»Samfundets største problem er indvandringen. Det vil ændre Danmark markant. Løsningen er en meget strammere udlændingepolitik.«

14. Hvilken beslutning/lov ærgrer du dig mest over at have lagt stemme til?
»Statsborgerskab til en masse mennesker, som ikke burde have haft det. Det kan jeg næsten ligge søvnløs over.«

15. Hvor kommer dine holdninger fra?
»Fra min far.«

16. Hvad synes du fylder for meget i den politiske debat?
»Politikere.«

17. Hvad kan gøre dig mest bange?
»Udsigten til at Danmark om halvtreds år ikke længere er Danmark, fordi vi ikke får indvandringen under kontrol.«