Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl har lavet masser af af forlig uden om regeringen. Og Lars Løkke må imødese at det bliver dagligdag i den kommende tid

Statsminister Lars Løkke Rasmussen er blevet ydmyget gang på gang på det seneste af Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, som laver forlig udenom regeringen og udstiller, at VLAK-regeringen er i mindretal og ikke kan få sin politik igennem.

Og det vil fortsætte i den nærmeste fremtid, måske helt frem til næste valg, fortæller kilder i de to partier.

En mulig kommende SDF-regering har været det store samtaleemne i dansk politik siden fagforbundet 3F offentliggjorde et video-interview med Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen og DFs formand Kristian Thulesen Dahl, hvor de i overført betydming fletter fingre og remser en række punkter op, hvor de er rørende enige. Om det virkelig skulle ende med en SDF-regering, er dog tvivlsomt. Der er stadig mange ting, de to partier er unige om, f.eks. integrations- og EU-politikken. Men uanset hvordan det måtte ende, har S og DF - Folketingets to største partier - lige nu en unik mulighed for at gøre livet meget surt for Lars Løkke og VLAK-regeringen - og den vil de bruge.

S og DF har allerede ydmyget regeringen flere gange ved at forhindre regeringen i at komme igennem med sin politik på transportområdet, omkring politiskolen, og pålagt regeringen at lave rocker/bandepakke m.m.

Og det vil blive endnu værre den kommende tid, hvor den samme dynamiske duo kan og vil spænde ben for store, afgørende regeringsprojekter som skattelettelser og hævelse af pensionsalderen som skal finansiere skattelettelserne.

»Det her var aldrig sket under Fogh,« siger en DF-kilde, der også mener, at Løkkes tilgang til DF er arrogant - som om han tror, det er noget, der snart »går over«. Selv om Løkke efter valget i 2015 sagde, at han var »ydmyg« og ville forhandle med alle, følte DF sig dårligt orienteret, og have ikke mulighed for indflydelse. Irritationen er tiltaget, og nu bliver resultatet, at regeringens svaghed vil blive udstillet gang på gang det kommende år, vurderer flere DF-kilder.

»Det bliver en lang stribe af ydmygelser,« siger en S-kilde.

Samarbejdet mellem DF og S foregår operativt på alle niveauer: Arbejdsmarkedsordførerne Leif Lahn (S) og Bent Bøgsted (DF) snakker sammen. Det samme gør finansordførerne Benny Engelbrecht (S) og Rene Christensen (DF) og retsordførerne Trine Bramsen (S) og Peter Kofoed Poulsen (DF) osv. Ordførerne er i sms-kontakt og har gensidig tillid til hinanden.

Ifølge BTs kilder i begge partier, skyldes den hede flirt mellem Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl ikke kun DFs glæde ved Socialdemokratiet og deres nye relativt hårde udlændingepolitik. Den skyldes især også at Kristian Thulesen Dahl og resten af DF-gruppen er grundigt trætte af Lars Løkke, og  føler sig dårligt behandlet af V-formanden, som har været arrogant overfor dem siden han dannede den rene Venstre-regering i 2015. Især fordi han dengang nægtede at medvirke til permanent grænsekontrol. Der var heller ingen forhandlinger før 2025-planen, som DF ikke havde meget indflydelse på.

Der har været optræk til at lancere den fælles forståelse i noget tid, hvor Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen angiveligt personligt har været involveret i, hvordan det skulle lanceres. 3F ville gerne aflevere 190.000 undeerskrifter mod en højere pensionsalder, og det endte så med interviewet med de ti partiledere, der fuldstæbdig tog den politiske dagsorden.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen, fastslår at Lars Løkke på lange stræk er handlingslammet:

»S har et rigtigt godt samarbejde med DF. Det betyder bl.a. at Lars Løkke kan skyde en hvid pind efter sit økonomiske flagskib: Nemlig at der skal gives topskattelettelser betalt af en højere pensionsalder. Han har ganske enkelt ikke 90 mandater bag sig, når S og DF står sammen. Og det er et udtryk for de faktiske forhold i dansk politik: Løkke kan ikke få sin økonomiske politik igennem. Han har valgt at danne en regering, der vil trække Danmark meget skævt, og det siger S og DF klart nej til. Så han kan lave nok så mange regeringsprogrammer, men har han ikke flertal, er de ikke det papir værd, de er skrevet på. Han har ellers sagt, han ikke vil være statsminister for enhver pris. Men nu bliver han alligevel siddende, selv om han ikke kan få hovedhjørnestenene i sin økonomiske politik igennem.«

DFs gruppeformand Peter Skaarup siger:

»Vi er en fri fugl, der kan forhandle til flere sider. Vi er støtteparrti for regeringen, men vi er hverken gift eller forlovet, så vi kan kan bruge vores mandater som vi vil, så vi kommer igennem med mest muligt af vores politik. Socialdemokratiet har flyttet sig siden Thorning-regeringen. Nu støtter de på lange stræk vores udlændingepolitik. Kemien er også rigtig god mellem nogle af nøglepersonerne, og det er også meget vigtigt. Alt det betyder at vi står i en fantastisk gunstig situation, hvor vi kan vælge, om vi vil den ene eller den anden vej afhængigt af hvor, vi får mest gennemført.«

Kan jeres vælgere forstå, at I støtter både Mette Frederiksen og Lars Løkke samtidigt?

»Ja, det tror jeg faktisk. Det er mit indtryk når jeg er rundt i landet, at der er forståelse for, at vi må bruge de veje, vi nu har, til at få vores politik igennem og f.eks. sørge for god social balance sammen med S, men lave afgørende ting på udlændingeområdet med V,« siger Peter Skaarup.

Det er ikke lykkedes BT at få en kommentar fra Venstres politiske ordfører Jacob Ellemann-Jensen.