Sådan har statsministerparret det med homo-rygterne

Statsminister Helle Thorning-Schmidt og hendes mand Stephen Kinnock fortæller nu, hvordan de har det med at have kommenteret bøsse-rygterne.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt er på Grønland for bl.a at afholde rigsmøde med landsstyreformand Kuupik Kleist og den færøske lagmand Kaj Leo Holm Johannesen. Med sig på turen har hun sin mand Stephen Kinnock.

- Det har været rigtig hyggeligt at være sammen heroppe, sagde Thorning-Schmidt til TV2.

Parret har nydt at være langt væk fra Danmark, hvor sidste lørdags udgave af Politiken har været meget omtalt, Her fortalte statsministeren, at parrets egen revisor, Frode Holm, angiveligt skulle have sagt til Skat København, at Kinnock var bi- eller homoseksuel.

Bemærkningen faldt i forbindelse med behandlingen af Kinnocks skattesag, hvor det skulle afgøres, om han var skattepligtig i Danmark eller ej.

TV2 spurgte Kinnock, hvordan han havde det nu.

- Det er svært at sige, fordi det er mærkeligt og ubehageligt.

På spørgsmålet om, hvordan rygtet kunne være opstået svarede Kinnock:

- Det skal du spørge Frode Holm om. Selvfølgelig har det være ubehageligt, men vi har skrevet vores indlæg til Politiken, det er det, vi har gjort, og der er ikke så meget at sige efter det.

Og det var hans hustru enig i.

- Folk er jo overraskede over, at man er nødt til at skrive sådan et indlæg. Vi synes, det var vigtigt, fordi der ikke skal være nogen tvivl om, at vi synes det har været rigtig ubehageligt. Så vi skrev indlægget, det har vi det godt med, nu har vi sagt, hvad vi ville og nu har vi ikke mere at sige om skattesagskommissionen, lød det fra Helle Thorning-Schmidt, der måske kunne have undgået hele sagen, hvis parret selv havde svaret på myndighedernes spørgsmål.

Ifølge et referat fra Skat København, lancerede Frode Holm bøsse-rygtet under et møde, hvor skattefolkene bad om, at Thorning-Schmidt og Kinnock selv troppede op forklarede deres familiemønster. Det ønskede parret dog ikke.

Læs også:

Prøv BT 1 måned for 98 kr + adgang til avisen på mobil og iPad.

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her