KØB PLUS!

Sådan bliver børnechecken ramt

Som led i sin Genopretningsplan har regeringen sat loft på 30.000 kroner over udbetaling af børnepenge. Familierne modtager dog kompensation de første par år.

De danske børnefamilier vil fremover maksimalt modtage en årlig børnecheck på 30.000 kroner.

Det er en af konsekvenserne af regeringens Genopretningsplan, der netop er faldet på plads efter forhandlinger med Dansk Folkeparti.

Aftalen, der træder i kraft næste år, indeholder dog en overgangsordning. Næste år vil børnefamilier således modtage en kompensation på to tredjedele af den del af checken, der rager op over loftet på 30.000. I 2012 vil kompensationen udgøre en tredjedel.

I virkelighedens verden vil aftalen betyde, at en familie med to børn i henholdsvis vuggestue- og børnehavealderen vil få 280, 560 og 840 kroner mindre fra staten over de næste tre år.

Det er Dansk Folkeparti, der har stået stejlt på kravet om at skære i børnechecken.

Ifølge regeringen og DF afspejler den nye aftale, at børnefamiliernes udgifter til det andet og tredje barn ikke er lige så store som til det første barn.

Det skyldes blandt andet søskenderabat på daginstitutionerne.

Staten bruger i år mere end 14,5 milliarder kroner på børnepenge eller børnefamilieydelser, som de også kaldes.

/ritzau/