Der er tale om en løftebrud, når Finansministeriet har indstillet til Folketingets Finansudvalg, at den såkaldte reguleringsprocent for grundskylden skal være 6,6 procent i 2016.

Det mener de Konservative, skriver dr.dk.

»Jeg opfatter det som et løftebrud overfor borgerlige vælgere, hvis en Venstre-regering vil gå med til det. For det betyder, at der nu sidder nogle boligejere derude, der er rystende nervøse for, om de må gå fra hus og hjem, siger de Konservatives skatteordfører, Brian Mikkelsen (K), der ønsker, at boligskatterne holdes helt i ro.

Indstillingen fra Finansudvalget betyder, at mange husejere skal til at betale 6,6 procent mere i grundskyld næste år.

Finansudvalget har ikke vedtaget reguleringsprocenten endnu, men indstillingen plejer at blive fulgt.

De Konservative har ikke tænkt sig at lægge politiske mandater til stigningen. Og modstanden var også en af årsagerne til, at partiet holdt sig ude af et muligt regeringssamarbejde, forklarer Brian Mikkelsen.

»Det her en af årsagerne til, at vi ikke ville gå i regering. Vi har sagt til Venstre, at vi ikke vil være med til, at boligejerne ikke får ro i maven,« siger Brian Mikkelsen til dr.dk.