Venstre-lederens temperament er ved at være en belastning for partifællerne. I dag skal han kæmpe for sit politiske liv

- Jeg skal fanden-æde-mig ikke sidde her og modtage belæring om, hvad der er Venstres politik.

Sådan råbte Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, pludselig ved et ellers hyggeligt arrangement på Dansk Industris kursusejendom, Gl. Vindinge ved Nyborg. Her var DI-toppen og Venstres folketingsgruppe samlet til et politisk arrangement med gode debatter og gourmetmad for et år siden.

Her oplevede de tilstedeværende Venstre-formandens omdiskuterede hidsige temperament på nærmeste hold. Lige over for Løkke sad DI’s administrerende direktør Karsten Dybvad, direktør Lars B. Goldschmidt og Dybvads chefrådgiver Benny Damsgaard.

Løkkes vrede var rettet direkte mod direktør i DI, Lars B. Goldschmidt, som over rødvinen og kaffen og i lyset af den gode stemning øjensynligt havde dristet sig til at komme med et par bemærkninger om, at DI gerne så, at Venstre meldte sig mere ind i debatten.

Flere tilstedeværende fra Venstres folketingsgruppe fortæller, at Løkke overfusede Goldschmidt i flere minutter. Løkke var så oprørt over Goldschmidts bemærkning, at han rejste sig op og tilmed væltede en stol.

DIs topchef forsøgte forgæves at mane til besindighed:

- Sæt dig nu nu ned, Lars, sagde Karsten Dybvad, men det ænsede Løkke ikke. DI-direktør Lars B. Goldschmidt blev helt forskrækket over den voldsomme og helt uventede vrede, han var målet for.

Ubehageligt at overvære

Flere af de tilstedeværende valgte at tage deres rødvinsglas og forlade pejsestuen.

- Det blev for ubehageligt at overvære, siger vidner i dag.

Selv valgte Lars Løkke Rasmussen at forlade kursusejendommen Gl. Vindinge, selv om programmet først sluttede til frokost den følgende dag.

Efter at Venstre mistede regeringsmagten, er Løkkes temperament blevet et hyppigt tilbagevendende diskussionsemne i Venstre-kredse.

Indtil den aktuelle sag om Løkkes luksusrejser - foretaget som formand for den internationale klimaorganisation Global Green Growth Institute (GGGI) - eksploderede, har alle dog valgt at se igennem fingrene med formandens humørsvingninger, fordi man har haft en fornemmelse af, at han næsten kunne gå på vandet.

Nu er Venstre imidlertid styrtdykket i meningsmålingerne, og derfor er søndagens pressemøde, hvor Løkke har bebudet, at han vil fremlægge 'alle oplysninger' om rejserne, skæbnesvangert for ham.