Så hårdt er toppolitik: Familien betaler prisen

Konstant dårlig samvittighed og for lidt tid med børnene er den pris, man betaler som toppolitiker, fortæller Bjarne Corydon og Naser Khader. Astrid Krag kan derfor se frem til at skulle håndtere den svære balance mellem politik og familie, hvis hun bliver SFs nye forkvinde.

Det krævede da også grundige overvejelser og drøftelser derhjemme, inden sundhedsministeren onsdag valgte at stille op som formandskandidat for SF, siger hendes mand Andreas Seebach til bt.dk.

- Vi vil prioritere og få det til at hænge sammen. Dermed ikke sagt, at vi skal nedprioritere vores familie, der skal bare være plads til begge dele.


Læs også:
Famileterapeut: Børnene er for små

Det bliver svært. For prisen som toppolitiker er høj, fortæller den socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon og tidligere partiformand for Ny Alliance, Naser Khader, til BT.

- I mit hus ved de godt, at de ikke kan regne med mig, eller at jeg dukker op på et bestemt tidspunkt. Der kan altid ske noget, som jeg er nødt til at håndtere. Det er en direkte omkostning for mine unger og min kone.
Men sådan er det, hvis jeg skal passe mit arbejde, siger Bjarne Corydon.

Jakkesæt i svømmehallen

Naser Khader mener, at det er direkte urealistisk at tro, at man ikke nedprioriterer familien.

- Du kan ikke være der lige så meget, som du gerne vil. For som politiker på topplan er tingene uforudsigelige.
På papiret og ved køkkenbordet prioriteres familien altid højt, men i virkelighedens verden render man rundt med konstant dårlig samvittighed, siger han.

Læs også: 'Jeg håber, mine børn tilgiver mig'

Det er lang tid siden, Bjarne Corydon har været til forældremøde:

- Jeg er ikke lige så meget sammen med mine børn, som andre fædre forhåbentligt er. Når man ikke er til forældremøder eller kører børnene til svømning eller badminton, misser man den lille snak, man kan have med dem undervejs - hvad er de bekymrede over eller begejstrede over, siger han.

- Til gengæld var jeg en tur i svømmehallen forleden med pigerne. Men det foregår i jakkesæt og med vigtige papirer i tasken.

Det kan godt blive presset, og mine børn har måttet vænne sig til, at jeg opfører mig lidt anderledes end de andre forældre, siger Bjarne Corydon.

’Held og lykke, Astrid’

Selvom ægtefællen er forstående, er der perioder, hvor ingen i familien er tilfredse, forklarer Naser Khader. Han misunder ikke Astrid Krag, hvis det lykkes hende at vinde formandsposten.

- Som formand har man ansvar for hele partiorganisationen og skal forholde sig til politiske udspil, politikudvikling og ens egne medlemmer. Og du er meget mere på. Jeg siger bare held og lykke.
Det liv er han mæt af.

- Når du hører spydige bemærkninger fra dine børn, eller når du får at vide, hvor mange forældremøder eller julesammenkomster, du ikke har været til, begynder man at overveje, om det er prisen værd, siger Naser Khader.

Dertil er Bjarne Corydon dog ikke nået.

- Det er forskelligt for den enkelte, hvornår prisen bliver for høj. Jeg er ikke på min post på grund af tilfældigheder, men fordi jeg synes, det er nødvendigt. Jeg har selv opsøgt det.

Men som han også fortalte BT i søndags, formår han ikke altid at holde arbejdet ude af tankerne, når han kommer hjem.

Personlig svaghed

- Jeg har givet mine børn skideballe efter en dårlig meningsmåling mere end en gang, fortæller Bjarne Corydon.
Og det er en personlig svaghed, at bekymringerne ikke altid bliver lagt på hylden, når familien er samlet, forklarer han.

- Jeg bebrejder mig selv, at jeg ikke kan lave et rent cut. Men omvendt er det pres, jeg oplever i arbejdslivet så stort, at jeg kan tåle en hel del modgang, uden det går ud over børnene.

- Og nu har jeg efterhånden set en del dårlige meningsmålinger, så det sker ikke hver gang, at de får en skideballe.

Men ens arbejdsmæssige udfordringer burde ikke komme ens børn ved under alle omstændigheder, slår Bjarne Corydon fast.

Læs også:

Prøv BT 1 måned for 98 kr + adgang til avisen på mobil og iPad.

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her