Finansminister Claus Hjort Frederiksens (V) opfordring til løntilbageholdenhed hos hr. og fru Jensen gælder alle andre end regeringens egne toprådgivere.

Mens krisen fortsat kradser og reallønnen hos mange almindelige lønmodtagere kryber nedad, så går lønnen hos regeringens spindoktorer kun én vej: Op.

Det viser en gennemgang af ministrenes særlige rådgiveres lønforhold, som Ugebrevet A4 har foretaget.

Netop finansministerens spindoktor, Søren Møller Andersen, er den højest lønnede blandt samtlige ministres særlige rådgivere.

Søren Møller Andersen får 1.168.111 kroner om året for ulejligheden, og lige i hælene følger skatteminister Troels Lund Poulsens (V) spindoktor Peter Arnfeldt Petersen, som kan hæve 1.136.399 kroner årligt.

Dermed aflønnes de bedst betalte danske spindoktorer bedre end selv den amerikanske præsident Barack Obamas chefrådgivere.

Obama-spindoktor David Axelrod må således tage til takke med en årlig hyre på 172.000 dollar – svarende til knap 950.000 kroner.

Lønningerne er generelt lave i offentlige amerikanske job, og det skal retfærdigvis med, at det kan være et særdeles udsat job at stå til rådighed for en dansk minister døgnet rundt.

Arbejdstiden kan være lang, og risikoen for at miste jobbet og være dømt ude fra det ene øjeblik til det andet er altid til stede. For bliver chefen – ministeren – sparket på porten, eller kvajer spindoktoren sig i jobbet, så er det slut.

Niels Westergård-Nielsen, professor i økonomi ved Handelshøjskolen i Århus, har endnu en forklaring på, hvorfor lønningerne hos regeringens spindoktorer giver resten af de offentlige aflønninger baghjul. Han siger til Ugebrevet A4:

- Hvilken politiker vil have en interesse i at holde lønningerne nede? Ingen. Hverken i regeringen eller oppositionen, hvor man også gerne vil have mulighed for at aflønne sine rådgivere godt, hvis man får regeringsmagten, siger han.