Henrik Sass Larsen har hidtil hævdet, at det eneste, der spillede ind på hans mangelfulde sikkerhedsgodkendelse hos PET har været ét enkelt møde med Bandidos-rockeren Torben Ohlsen Jensen

Bt.dk afslører imidlertid i dag, at Henrik Sass Larsen sidste år også mødtes med Torben Ohlsen Jensens ven, den kendte serbiske skuespiller fra bl.a. Pusher-filmene, Slavko Labovic.

Og den kontroversielle skuespillers eget katalog af Facebook-kontakter og venner hører som Torben Ohlsen Jensens absolut ikke til Guds bedste børn.

Blandt de mest prominente af Slavko Labovic' Facebook-venner er Brian Sandberg og Dennis Brodthagen, begge Hells Angels, der fik fængselsstraffe på hhv. 11 år, 10 måneder og 13 år rent i Danmarkshistoriens største rockersag.

Labovic er derudover også venner med rockeren Thor Koba, der senest blev idømt tre års fængsel for at have begået et groft kølleoverfald ved Brorsons Kirke.

Den unge rocker Casper Søndergaard, der tidligere er idømt tre års fængsel for besiddelse af 330 gram kokain, findes også på Slavko Labovic' venneliste.

Da bt.dk lørdag talte med Slavko Labovic, indrømmede den serbisk-danske skuespiller også at være ven med Bandidos-toprockeren Torben Ohlsen Jensen.

- Jeg er ikke kriminel. Jeg har haft en ren straffeattest i 13 år. Jeg kender Torben (Ohlsen Jensen red.) Men jeg er skuespiller. Det er det, sagde han blandt andet.
 
Hertil kommer mindst 14 yderligere Facebook-venner med tilknytning til det danske rockerunivers.