Efter en uges intense forhandlinger er grundlaget til den nye trekløver regering endelig klar. Det skriver statsministeren på Twitter

'Marienborgaftale på plads. Trekløverregering på vej…'

Sådan skriver Lars Løkke Rasmussen på Twitter. Det vil sige, at Danmark har en ny regering.

Aftalen bliver præsenteret på et pressemøde søndag klokken 15, hvor statsminister Lars Løkke sammen med De Konservatives leder Søren Pape og formanden for Liberal Alliance Anders Samuelsen vil fremlægge grundlaget for det samarbejde, de er kommet frem til.

Statsminister Lars Løkke overraskede mange, da han på Venstres landsmøde sidste weekend inviterede Konservative og Liberal Alliance med i en blå regering.

De tre partier har ført officielle forhandlinger siden mandag.

BTs politiske kommentator Søs Marie Serup forudser dog ikke, at den nye VIC-regering vil betyde, at det politiske forår bliver mere roligt, end det netop overståede efterår har været.

»Det er klart, at det her giver ny luft, men regeringen skal stadig finde 90 mandater,« sagde hun til TV2 søndag eftermiddag med henvisning til, at Dansk Folkeparti har bejlet kraftigt til Socialdemokraterne på en række områder.

Navnene på de nye ministre kommer efter alt at dømme mandag, hvor den nye regering skal besøge Dronningen. Det samme skal de ministre, som må aflevere deres ministerbil for at give plads til de nye kolleger fra Konservative og Liberal Alliance.