Politikere skal kunne vælge at halvere deres tjenestemandspension, foreslår Socialdemokratiet.

København. Socialdemokratiet spiller et nyt forslag på banen i det årelange tovtrækkeri om politikeres pensionsforhold.

Partiet vil lade de folkevalgte frivilligt vælge at halvere deres tjenestemandspension, som er blevet kritiseret for at være alt for lukrativ. Det skriver DR.

I dag er politikerne tyve år om at optjene den fulde pension, men med forslaget skal politikerne vælge at kunne være 37 år om at optjene pensionen.

Socialdemokratiet har ikke selv tænkt sig at benytte sig af muligheden, skriver DR. Men det har Enhedslisten. Partiet erklærer sig også klar til at stemme for forslaget.

Finansordfører Pelle Dragsted (EL) mener dog, at alle folketingsmedlemmer og ministre bør gå ned på "en mere ydmyg pension".

- Men når det er sagt, så har vi også sagt, at vi gerne vil stemme for det her forslag. Og vi har også kollektivt sagt i gruppen, at vi så kollektivt går over på den her mere beskedne pension, siger han til DR.

Enhedslistens opbakning til forslaget betinger dog, at der kommer fuld åbenhed om, hvilke politikere der vælger at gå ned i pension.

S-forslaget skal efter planen diskuteres onsdag i Udvalget for Forretningsorden.

Dansk Folkeparti, der sammen med Socialdemokratiet og Enhedslisten kan sikre flertal, har endnu ikke taget stilling til forslaget.

Socialdemokratiet har tidligere foreslået, at politikerne individuelt skal kunne fravælge deres pensionsordning og overgå til en arbejdsmarkedspension som foreslået af Vederlagskommissionen.

Både DF og Enhedslisten bebudede, at de ville stemme for forslaget, der dermed havde flertal. Men ved 2. behandlingen opdagede man et smuthul, der ville betyde, at politikerne kunne få en endnu højere pension.

Netop det smuthul forsøger nye ændringsforslag fra Socialdemokratiet at lukke. Efter planen skal forslaget med de efterhånden mange ændringsforslag 3. behandles torsdag.

Det første S-forslag bakkede Venstres gruppeformand, Søren Gade, op om. Men han vil ifølge DR ikke svare på, hvad Venstre mener om det nye S-forslag.

/ritzau/