Kommunerne skal ikke forvandles til mini-parlamenter, hvor et byrådsflertal uden den store grund bare kan fyre en borgmester, fastslår kommunalordfører Simon Kollerup (S).

Sagen fra Fredericia, hvor et enigt byråd har udtrykt mistillid til borgmester Thomas Banke (V), har sat gang i debatten om et byråds mulighed for at afsætte en borgmester. I dag er det stort set umuligt for et byråd at fratage en person borgmesterkæden, og sådan skal det fortsat være, mener Socialdemokraterne:

- Nu skal vi passe på, at de enkeltstående tilfælde som Fredericia og de helt ekstreme tilfælde som Farum-sagen ikke gør os overivrige med at afsætte borgmestre rundt om i landet. Det er borgerne i kommunerne ikke tjent med, siger kommunalordfører Simon Kollerup.

Socialdemokraterne afviser at gøre landets byråd til mini-parlamenter, hvor borgmesteren bare kan udskiftes.

- Det er vigtigt for borgerne, at kommunerne drives stabilt, når kommunalvalget er overstået. Derfor er jeg ikke tilhænger af en model, hvor et flertal uden videre kan afsætte en borgmester. Der skal i min verden grov misligholdelse af kommunen eller deciderede strafbare forhold til, før en borgmester bør kunne afsættes, og de tilfælde skal være tydeligere beskrevet end i dag, siger kommunalordfører Simon Kollerup.

Dermed bakker han økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) op. Mandag understregede hun overfor Berlingske Nyhedsbureau vigtigheden af, at reglerne for at suspendere en borgmester formuleres bedre.

- Det er netop derfor, vi har nedsat et udvalg til at se på, om vi kan formulere reglerne for suspension af borgmesteren bedre, så det bliver klart for kommunalbestyrelsesmedlemmerne, hvornår de har mulighed for at tage initiativ til at suspendere borgmesteren, skrev hun i en mail. Udvalget ventes at præsentere sine resultater i første halvdel af 2013.

- Jeg mener, at det er helt oplagt at give kommunalbestyrelserne de rigtige og nødvendige værktøjer til at få afsat en borgmester, når alvorlige forhold taler for det, men jeg er ikke tilhænger af en model, hvor et flertal uden grund kan afsætte en borgmester. Den slags parlamentarisme vil ødelægge en stor værdi i et stabilt og samarbejdende lokalstyre mellem valgene, og det ville være en skam for borgerne, siger Simon Kollerup.