Justitsministeren bør indkalde til politiske drøftelser, så en indbrudspakke kan udformes, mener S og DF.

København. Det er fint, at justitsminister Søren Pape Poulsen (K) vil indføre en ny indbrudsparagraf og skærpe straffen med en tredjedel for indbrud, mens folk er hjemme.

Men det er ikke nok, hvis man vil sætte hårdt ind mod indbrud. Det mener Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, efter at Pape har fremlagt tre initiativer, der skal forhindre indbrud.

- Det er nogle små og fine forslag, som vi bakker op om, men det løser ikke problemet med indbrud.

- Vores opfordring til Pape er, at han skal indkalde til forhandlinger om en indbrudspakke, hvor vi også ser på det forebyggende og politiets efterforskningsredskaber, siger Bramsen.

Foruden initiativerne om en indbrudsparagraf i straffeloven og skærpet straf for indbrud, mens folk er hjemme, vil Pape have en ny strategi mod omrejsende kriminelle grupper.

Bramsen mener, at straffen skal hæves bredt set - ikke kun når folk er hjemme, som Pape lægger op til. Fokus skal dog være på forebyggelse.

- Samtlige eksperter peger på, at forebyggelse er det, som har den bedste effekt. Der skal bruges nabohjælp og stilles krav i bygningsreglementet, så man i nybyggeri indsætter tyverisikrede døre og vinduer.

- Hvad politiets efterforskningsredskaber angår, handler det om, at ressourcerne er til stede, og at politiet har den nødvendige teknologi, der kan understøtte efterforskningen, siger Bramsen.

Dansk Folkeparti vil have fokus på udenlandske bander, der begår kriminalitet, siger partiets retsordfører, Peter Kofod Poulsen.

- En del af de her indbrud begås af omrejsende, udenlandske indbrudsbander.

- Vi er interesseret i at finde ud, hvad vi kan gøre for at få straffet flest mulige af dem og sørge for, at de ikke kommer tilbage igen, siger Kofod Poulsen, der også opfordrer Pape til at lave en decideret indbrudspakke.

Når Pape konkret vil øge straffen med en tredjedel, hvis der er nogen hjemme, betyder det, at indbrudstyven i stedet for eksempelvis 60 dages fængsel bliver idømt 80 dages fængsel.

Målet med Papes initiativer er, at antallet af indbrud i privat beboelse skal ned med otte procent frem mod 2020. Samtidig skal flere sager om indbrud opklares.

Antallet af indbrud er allerede faldet, hvis man måler på antallet af anmeldelser. I 2016 blev der registreret 31.900 indbrud i private hjem. Det var det laveste de seneste ti år.

Fra 2015 til 2016 faldt antallet af indbrud med 3,9 procent. Det dækker dog over regionale forskelle, oplyser ministeriet med Rigspolitiet som kilde.

/ritzau/