Det er »uklædeligt og usmageligt,« at Venstre klandrer regeringen for at lempe på udlændinge- og integrationspolitikken.

Sådan siger formanden for Folketingets udvalg for udlændinge- og integrationspolitik, Troels Ravn (S).

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der sidste år blev givet 64.494 opholdstilladelser - en stigning på 8.500 i forhold til året før og det højeste antal siden 2008.

Det får Venstres udlændingeordfører Karsten Lauritzen (V) til at kritisere regeringen for at føre en for slap kurs på udlændingeområdet.

»Regeringen skulle have ladet være med at lempe udlændinge- og integrationspolitikken,« siger Karsten Lauritzen.

Men Troels Ravn mener, at kritikken er skudt forbi.

»Jeg synes, det er usmageligt og uklædeligt, at Karsten Lauritzen og Venstre fører valgkamp på det her tema, fordi de har en opfattelse af, at det er det, danskerne gerne vil høre,« siger Troels Ravn.

»Der er ingen indikation på, at vi får flere asylansøgere eller flere familiesammenføringer, fordi vi har ændret pointsystemer, fattigdomsydelser eller andet. Man kan derimod bare åbne vinduet for at se, at der ude i verden er konflikter,« siger Troels Ravn.

Han peger på, at Danmark sidste år modtog 1.300 asylansøgere fra Syrien - en fordobling i forhold til året før.

»Nogle af dem får midlertidig opholdstilladelse som følge af borgerkrigen i Syrien, og det er simpelthen for at overholde de internationale konventioner. At blande tingene sammen og sige, at det skyldes lempelser, er helt forkert. Vi har ikke lempet igennem lang tid, og vores udlændingepolitik er på niveauet under Fogh-regeringen,« siger Troels Ravn.

At der sidste år var en stigning i antallet af familiesammenførte, siger ifølge Troels Ravn heller ikke noget om, at regeringen har åbnet for sluserne.

»Tallene går op og ned. I 2013 er der faktisk et lille fald i forhold til antallet af tilladelser til familiesammenføring i 2010 under den borgerlige regering. Sådan kan tal bruges og misbruges, men det er slet ikke det, der er mit ærinde. Det er at være saglig og faglig og give en fornuftig forklaring på antallet af asylansøgere. Og der kan man bare åbne vinduet og konstatere, at vi har konfliktområder, og her må Danmark påtage sig sit ansvar, fordi vi er en del af de internationale konventioner,« siger Troels Ravn.

41 procent af sidste års opholdstilladelser blev givet til arbejde. Herefter tegnede uddannelse sig for 25 procent, familiesammenføring for otte procent og asylsager for seks procent af opholdstilladelserne.