S: Velkommen hjem, Johanne
Socialdemokraterne glæder sig over, at Johanne Schmidt-Nielsen sætter en stopper for revolutionstankerne. Velkommen hjem, siger politisk ordfører Maja Panduro.
Socialdemokraterne glæder sig over, at Johanne Schmidt-Nielsen sætter en stopper for revolutionstankerne. Velkommen hjem, siger politisk ordfører Maja Panduro.
- Enhedslisten er et ekstremt, venstreorienteret parti, der ønsker sig et klasseløst samfund.
Sådan lød karakteristikken fra den socialdemokratiske gruppeformand, Henrik Sass Larsen, tidligere på måneden.
Siden har flere af støttepartiets hovedbestyrelsesmedlemmer vakt opsigt med udtalelser om revolution, afskaffelse af den private ejendomsret og undertrykkelse af kritiske medier, men nu slår støttepartiets politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, fast, at Enhedslisten ikke går ind for voldelig revolution.
Det glæder Socialdemokraternes fungerende politiske ordfører, Maja Panduro, der roser sin ordførerkollega for udmeldingen.
- Jeg vil først og fremmest sig velkommen hjem, Johanne. Jeg noterer mig, at hun udtaler sig på Enhedslistens vegne, og jeg er glad, at vi nu kan sige, at vi har et fælles udgangspunkt, der ikke handler om at omstyrte samfundet og nedlægge politi og militær, siger Maja Panduro.
Hun understreger samtidig, at Enhedslistens revolutionære medlemmer ikke har stået i vejen for et godt samarbejde mellem regeringen og støttepartiet.
- Både i 1990erne og under den nuværende regering har vi i fællesskab gennemført en masse, fornuftig centrum-venstre-politik. Når vi samarbejde med Enhedslisten, bliver der ikke talt om revolution, siger Maja Panduro.