Ballerup-borgere skriver ikke under på Mette Frederiksens nye, hårde flygtningepolitik.

Splittelse i Socialdemokraterne og vælgerflugt fra en alt for hård flygtningekurs. Sådan lød udlægningerne, efter en Megafon-måling torsdag sendte Socialdemokraterne ned med syv procentpoint til 19,3 procent.

Og spørger man borgerne i Ballerup, så kan der være noget om snakken - kursen ER for hård, lyder det i hvert fald fra nogle af de S-vælgere, BT mødte i Ballrup Centret.

»Det var lidt svært at være socialdemokrat, da Helle Thorning-Schmidt var statsminister. Det var lidt for blåt. Og jeg håbede, det ville blive mere rødt under Mette Frederiksen. Men det går jo nærmest i den modsatte retning,« siger Anette Nielsen, mens hun omhyggeligt mader en ældre kørestolsbruger i bistroen i Ballerup Centret.

Anette Nielsen kommer fra et arbejderhjem, er selv ufaglært arbejder og har altid stemt socialdemokratisk. Men hun er blevet udfordret flere gange. Først på grund af ændringerne i dagpengereglerne, som hun også selv blev ramt af - og senest af partiets udlændingepolitik, som hun mener er helt forkert.

»Vi er et rigt land. Det kan ikke være rigtigt, at vi ikke har overskud til at hjælpe flygtninge, der kommer hertil på flugt fra krig. Det er en mærkelig tankegang, at vi ikke skulle have råd til det. Tværtimod kan de jo berige vores samfund. Jeg synes, vi skulle tage mange flere. Og det der med at indlogere dem i teltlejre, mens der er ledige pladser i asylcentre, det er jo helt hul i hovedet,« siger Anette Nielsen.

Hun er et typisk eksempel på de S-vælgere, der i øjeblikket vender sig imod partiets nye politik på området, hvor S på lange stræk er enig med Venstre og Dansk Folkeparti. Bortset fra tre gruppemedlemmer stemte Socialdemokraterne i tirsdags for L 87, smykkeloven, eller »det mest misforståede lovforslag i historien« ifølge Lars Løkke Rasmussen. Men et flertal af de socialdemokratiske vælgere tager afstand fra partiets udlændinge- og flygtningepolitik, viste en meningsmåling foretaget af Megafon for TV2 og Politiken i sidste uge.

55 pct. af de vælgere, der stemte på Socialdemokraterne ved folketingsvalget i juni, mener ifølge undersøgelsen, at partiets udlændinge- og flygtningepolitik er enten ’alt for stram’ eller ’for stram’. Kun 7 pct. af S-vælgerne mener, at partiets politik på området er ’alt for slap’ eller ’for slap’.

Nye dagpengeregler

BT har prøvet at tage temperaturen på sagen i Ballerup Centret, typisk socialdemokratisk kerneland og kredsen, hvor S-formand Mette Frederiksen er valgt. Men det vrimler ikke med socialdemokrater i Ballerup Centret sådan en søndag eftermiddag. Mange af dem, vi snakker med, har forladt S - enten til højre til DF, eller til venstre, til SF og Enhedslisten.

Anette Nielsen har holdt fast ved Socialdemokraterne selv om hun blev fyret fra sit job i papirindustrien under krisen i 2009, og derefter måtte kæmpe mod de nye dagpengeregler, der gjorde det vanskeligere at optjene dagpenge under kortvarige ansættelser, Hun vil nemlig gerne arbejde og er også omstillingsparat. I dag arbejder hun både med rengøring og som handicaphjælper.

»Jeg kan godt se, at partiledelsen prøver at vinde nogle af de vælgere tilbage, der er gået til Dansk Folkeparti. Men de risikerer til gengæld at miste andre vælgere, som mig. Jeg overvejer ved næste valg for første gang at stemme på Enhedslisten. Men dermed vil min stemme jo stadig regnes til rød blok, og måske er det filosofien bag det. Jeg har spekuleret på, om Mette Frederiksens meldinger om flygtninge er taktiske, og jeg ved ikke, hvad svaret er. Jeg håber på en måde, det er taktisk. Det er værre, hvis de faktisk mener det,« siger Anette Nielsen.

Yvonne Tofteng, pensionist: »Jeg har tidligere stemt på Socialdemokraterne, men gør det ikke mere. Efter min mening måtte deres flygtningepolitik gerne være endnu hårdere. Vi skal tænke på de økonomiske omkostninger. Og jeg synes, det er meget groft, at en britisk karikaturtegner udstiller Lars Løkke som nazist.«

Verner Rasmussen, pensionist: »Jeg har stemt på Socialdemokraterne i mange år, men gør det ikke mere. Jeg synes, det er forkert, at man vil tage ejendele fra flygtninge, der kommer hertil i nød. Vi skal behandle dem ordentligt. Men det er også vigtigt, at samfundet bruger pengene fornuftigt, og at der for eksempel sættes penge nok af til de ældre.«

Bettina Larsen, pædagog, med sønnen Theo: »Jeg stemte S første gang, jeg havde valgret, men jeg rykkede længere ud på venstrefløjen, efterhånden som jeg forstod mere af politik. Det kan da ikke være rigtigt, at vi selv deltager i krige ude i verden, og når så ofrene fra de krige beder om at komme i sikkerhed hos os, vil vi ikke tage ansvaret for dem.«