Finansministeriets beregninger er for usikre, siger S-ordfører om udsigt til plus i statskassen af flygtninge.

København: Der er for mange usikkerheder i de beregninger fra Finansministeriet, der når frem til, at den aktuelle tilstrømning af flygtninge til Danmark på længere sigt er en fordel for landets økonomi.

Det mener Socialdemokraternes finansordfører, Benny Engelbrecht. Han vil derfor ikke forholde sig til ministeriets beregninger, som ifølge Politiken viser, at flygtningestrømmen i løbet af de næste årtier kan give flere indtægter end udgifter til staten.

- Allerede da konvergensprogrammet kom, satte vi et stort spørgsmålstegn ved de beregninger, der ligger fire år frem i tiden, som ser ud til ikke at kunne passe.

- Derfor stiller jeg mig meget tvivlende over for, om de beregninger, der ligger længere ude i fremtiden, holder, siger Benny Engelbrecht.

Ifølge Politiken kan flygtningene ende som en økonomisk gevinst allerede i 2035, hvis udsigten til stigende beskæftigelse for indvandrerne og deres efterkommere holder stik.

Det viser det såkaldte konvergensprogram, der er den oversigt, som Danmark sender til EU om landets økonomiske udvikling.

Tidligere har det været fremme i Berlingske, at den øgede flygtningetilstrømning ifølge Finansministeriets beregninger i konvergensprogrammet er omtrent neutral for den offentlige saldo i 2020. Det skyldes lavere ydelser og udsigt til flere i arbejde.

- Der er noget, der ikke stemmer ved Finansministeriets beregninger, så vi har allerede kaldt finansministeren i samråd for at få gravet i dybden i det her, siger Benny Engelbrecht:

- Vi har et behov for at få gravet dybere i de problemstillinger, inden vi kan forholde os til, hvad der måtte ske en hel eller halv generation ude i fremtiden.

Dansk Industris vicedirektør Kent Damsgaard siger til Politiken, at det for ofte glemmes i den hjemlige debat, at udenlandsk arbejdskraft - herunder flygtninge - kan være en stor gevinst for dansk økonomi.

- Hvis man ikke passer på og er for optimistisk, ender man på en sovepude, siger Benny Engelbrecht til det perspektiv.

Hos De Radikale opfordrer politisk leder Morten Østergaard til konstruktivt fokus.

- Beregningerne viser jo, at hvis vi gør det godt, så kan det over tid vendes til at blive en ressource for det danske samfund.

- Man kan godt kaste sig over tallene og den finere mekanik, men det naturlige ville da være, at man samlede sig politisk om at få skub på integrationen, så tallene kan blive til virkelighed, siger Morten Østergaard.

/ritzau/